Zug.DK

De ses i utallige farver og former, på voksne og børn, i bybilledet og til cykelløb: Cykelhjelme. Men snart kan det være fortid med et af de nyeste skud på stammen, Hövding-hjelmen.

Egentlig er Hövding-hjelmen ikke en hjelm, men en krave med indbygget airbag. Den er udbredt blandt byboere, der ikke vil have frisuren ødelagt, men gerne vil beskytte hovedet.

Men for nylig opfordrede Sikkerhedsstyrelsen danske forhandlere til at stoppe med at sælge Hövding 3-hjelmen. De svenske myndigheder har helt fjernet den fra markedet. Nu er cykelhjelmsproducenten gået konkurs, og de fralægger sig al ansvar for sikkerheden ved fortsat brug af produktet, står der på deres hjemmeside.

Brugen af cykelhjelm er steget markant siden 2004, hvor Rådet for Sikker Trafik begyndte at registrere den. For 20 år siden brugte 6 procent af de voksne hjelm i bytrafikken. Blandt børn i skoletrafikken var tallet 33 procent. De nyeste tal er fra 2022 og viser, at præcis halvdelen af de voksne i byerne bruger cykelhjelm, mens tallet for skoletrafikken er 79 procent. 95 procent for de 6-9-årige. 

Pernille Ehlers har arbejdet med at promovere brugen af cykelhjelm siden slutningen af 1990’erne. Først i Nordjyllands Amt, og siden 2000 i Rådet for Sikker Trafik, hvor hun i dag er chefkonsulent. På væggen på hendes kontor i København hænger en af de helt tidlige modeller. ”Tomatkassen”, kalder de den, fordi den er stor og af hvid flamingo.

”Den er virkelig grim,” griner hun.

Men de seneste godt 25 år har Pernille Ehlers ikke bare været vidne til, at cykelhjelmene er blevet flottere og mere funktionelle. Hun har også set synet på hjelmene ændre sig.

Da hun var med til at udrulle de første kampagner i 1990’erne, var børnene egentlig nemme nok at få til at bruge cykelhjelm, fortæller hun. Det var straks sværere at overbevise unge og voksne.

"I starten var det virkelig op ad bakke. Cykelhjelmene var heller ikke specielt smarte, de var tunge, og der var ikke så mange modeller. En cykelhjelm var kikset. Og du var en duks, hvis du kørte med cykelhjelm,” siger hun.

Med tiden har kampagner og forskning cementeret, at det er en ”meget god idé” at købe en cykelhjelm, siger Pernille Ehlers. Ikke mindst fordi den reducerer risikoen for alvorlige hovedskader med 60 procent.

”I dag er grundstemningen omkring cykelhjelmen, at hvis du bruger den, så er du klog og ansvarlig. Og det er helt, helt anderledes, end det var for 20 år siden,” siger hun.

Ifølge Pernille Ehlers er det centralt, at man i Danmark altid har promoveret frivillig brug af cykelhjelm, forklarer hun:

”Vi har aldrig ment, at det skal være lovpligtigt. Og det, tror jeg, er en vigtig grund til, at der i dag er sådan en positiv vibe omkring cykelhjelme. Der er ikke nogen, der har fået den tvunget ned over hovedet.”

Men ser man på cykelsporten, så er der faktisk nogen, der har fået tvunget hjelmen ned over hovedet. I 2004 blev det obligatorisk at bære hjem i professionelle cykelløb. Reglen blev vedtaget efter et dødsstyrt og vakte mange protester, fortæller forfatter og cykelkommentator Bastian Emil Goldschmidt. Det var både grimt og varmt at køre med hjelm, lød modstanden fra cykelrytterne, der er et forfængeligt folkefærd, siger han:

”For cykelryttere er det en elementær del af deres arbejde, at de skal se godt ud. Du møder ikke en cykelrytter, som ikke går op i, hvordan strømperne sidder, og at tøjet og cyklen er plads."

Især cykelrytteren Jesper Skibby huskes for sin modstand mod hjelmen. Fem måneder efter et styrt, der gav ham kraniebrud, blev han i 1993 spurgt, om han nu ville bruge hjelm. "Det er jo ikke Sverige. Det må jeg vel selv om", svarede han dengang. Jesper Skibby har dog senere skrevet på Instagram, at styrtet blev en livslektion for ham.

Ud over den rent æstetiske modstand vurderer Bastian Emil Goldschmidt, at der var noget dybereliggende på spil: Ingen skal fortælle en cykelrytter, hvad vedkommende skal gøre.

”Der er i cykelsporten et spil mellem dristighed og dumdristighed, fristes jeg nogle gange til at sige. Cykelryttere tager chancer, som de færreste mennesker ville tage. Og det farlige bliver mere et vilkår, end det bliver noget, man til daglig går og er bange for,” siger han.

Men hjelmen endte som bekendt med at blive en fast del af uniformen. Fordi cykelryttere skal agere forbilleder for tilskuerne. Og fordi hjelmen æstetisk passer godt til den hypermoderne, teknologiske racercykel, siger Bastian Emil Goldschmidt.

”Men tiden før hjelme bliver romantiseret enormt meget. Der er en stor nostalgi i alle de her billeder fra 1970'erne og 1980'erne af de mere brogede, uperfekte cykelhelte. Det er minder om en mere ubekymret tid, som har en meget stor tiltrækningskraft."

Og Hövding-hjelmen? Den ser man ned på i cykelkredse, er Bastian Emil Goldschmidt ret sikker på.

”Fordi det ser åndssvagt ud, og fordi sikkerhedslængslen bliver for overdrevet,” siger han.

Hvad angår sikkerheden, mener Rådet for Sikker Trafik stadig, at det er bedre at bruge sin Hövding 3-hjelm end slet ikke at bruge hjelm. Men de anbefaler at skifte til en traditionel cykelhjelm, hvis man føler sig utryg.

denne vinter 
er ikke som den plejer 
der er en flok af engle

Det er januar, og temperaturen ligger lige omkring frysepunktet ved Utterslev Mose i Københavns Nordvest-kvarter. Sneen er ikke smeltet endnu, men isen på søerne har trukket sig sine steder. Blishønsene og svanerne flyder frit omkring den bro ud i vandet, Sebastian Nathan gerne vil vise. Han bor lige i nærheden i en etværelses lejlighed. Det har han gjort i fem år. Så her på broen står han tit. Eller han sætter sig på en af de indbyggede bænke. Måske ryger han en cigaret, og så glor han på himlen, som særligt er smuk lige her over mosen ved solnedgangstid. 

Men han er bange for fuglene! Når de sommetider går op på land og formener ham adgang til broen, holder han sig på afstand. Han vil ikke i infight med de bevingede. 

Det er ham, der har skrevet de ord, som indledte artiklen her. De står i hans digtsamling, "Engle", som udkom den 19. januar på Gads Forlag. Den handler om symptomer og magi. Om sprækker i tilværelsen. Om engle!

Jeg har bedt den 27-årige forfatter møde mig her for at tale om, hvad der er virkeligt. Og vi skal gøre det, mens vi går rundt om søerne i Utterslev Mose. For mosen har en vigtig plads i hans digtes univers.

"hver dag tænker jeg / jeg har aldrig haft det sådan her før" lyder det blandt andet i Sebastian Nathans nye digtsamling, "Engle". Foto: Johanne Teglgård Olsen

"runder om søen er fingre i panden", skrev han for eksempel i sin første digtsamling, "Honey Moon", som udkom i 2021, og med hvilken han blev nomineret til Bogforums Debutantpris. "Sindssygt godt … Hvad er det for trolddomskunst?", skrev Weekendavisens anmelder om bogen. "Et fint, særligt talent," skrev Information, mens Politiken gav den fem hjerter. 

Og nu kommer så toeren (som i øvrigt har fået fem hjerter af Politiken igen og fem stjerner af Kristeligt Dagblads anmelder), og med den har Sebastian Nathan mere på spil. Fordi det er en bog om at have en psykisk sygdom. Han har skrevet den for sin egen og for sine nærmestes skyld.

"Det er så svært at sætte ord på de erfaringer, man har, hvis man har en psykiatrisk diagnose. Og det har været et forsøg på at bygge bro over det gap, der er mellem mig og min omverden, men også mig og mine nærmeste. Fordi der er nogle erfaringer, de ikke kan forstå."

Sproget for erfaringerne med psykisk sygdom har langsomt åbnet sig for Sebastian Nathan. Foto: Johanne Teglgård Olsen Det er vist digte

Sebastian Nathan kalder sig egentlig ikke Sebastian, men Nathan. Navnet er jødisk, faderens slægt er fra Israel, og Sebastian Nathan har selv boet og arbejdet frivilligt på et forlag på Vestbredden i nogle måneder som ung voksen. Men han er vokset op i Vanløse, en københavnerforstad, som han elsker. I Vanløse kan verden blive større, i takt med at man selv vokser, fortæller han. Først er der villavejen og skolen. Så tager man til fest på nabovejen og begynder at spille fodbold med drenge fra naboskolerne. Siden tager man S-toget ind til København for at tage på arbejde, købe plader og tage til koncerter. 

Sit første sprog for følelsesliv fik han, tror han, gennem DR P3, som tit var tændt i hjemmet, hvor han boede med sine forældre og sin søster. Og så opdagede han Vanløse Bibliotek! Alle de cd'er, man kunne låne der! The Strokes, The Smiths og bunkevis af andre artister blev lånt med hjem og spillet over på computeren.

Da Sebastian Nathan gik på efterskole, fandt han ud af, at han ikke brød sig om at være sammen med mange mennesker hele tiden. Så han fandt interesser, han kunne dyrke alene. Han gik ture. Og så begyndte han at skrive tekster. Først var det sange, men det var megasvært ligesom at skulle rime hele tiden. 

"Og så skrev jeg bare noter ... eller sådan."

Det var i danskundervisningen i gymnasiet, det gik op for ham, at det, han kradsede ned i sin notesblok, vist var digte. For formen lignede de digte, han mødte i undervisningen. Og så vendte han tilbage til biblioteket i Vanløse. Lånte alt, han kunne få fat i. Blev grebet af den rumænsk-ukrainske Paul Celan (1920-1970). Af svenske Tomas Tranströmer (1931-2015), af danske Inger Christensen (1935-2009) og Christel Wiinblad (født 1980).

Han sendte digte ind til det toneangivende litterære tidsskrift "Hvedekorn", og de blev antaget. Han søgte ind på Forfatterskolen og kom ind. Gik der fra 2017 til 2019 og fik så mange vidunderlige litterære og menneskelige indtryk, at hans hjerne næsten revnede. 

Symptomer og magi

Sebastian Nathan har tidligere været diagnosticeret med depression og angst, men fik så for et par år siden diagnosen skizotypi, der kan medføre psykosenære oplevelser. Eller som han selv formulerer det: 

"Man kan have nogle erfaringer, som ikke er virkelige ..., whatever that means. Det kan være smukke ting, der opstår. Det kan også være forvirrende ting eller uhyggelige ting."

"Det føltes, som om jeg var med i et tv-program eller i en film eller i et computerspil eller sådan noget. Alt omkring mig var ligesom sådan en kulisse. Maden, jeg spiste, var ikke... det var ikke sådan rigtig mad," siger Sebastian Nathan om den tid, hvor han var i udredning i psykiatrien, og hvor hans sygdom tog fart. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Han fortæller, at han har villet tage sine erfaringer alvorligt. 

"Det er så nemt at afskrive det som symptomer på en eller anden måde. Men det synes jeg er lidt useriøst. Og hvad så? Hvis det virker virkeligt for mig, så er det jo virkeligt for mig. Og derfor er der også træer, der snakker i bogen, og en ræv, som er en ven, og engle, der går rundt. Det er et forsøg på at tage nogle af de erfaringer alvorligt. Det er et forsøg på at ..."

Han tøver.

"Tage det magiske seriøst ..., tror jeg. Ikke for at sige, at det at have en diagnose, er magisk på nogen måde, men ... Der er jo bare de der erfaringer, som man ikke ved, hvor man skal placere. Altså hvilken kategori falder de her forstyrrelser ned i?"

Under sit udredningsforløb i Opus, et psykiatrisk ambulatorium for unge i hovedstaden, blev Sebastian Nathan bedt om at sætte ord på sin tilstand.

"Men det var så svært for mig. Altså, det var faktisk umuligt. Det er jo erfaringer, der ikke helt findes et sprog for. Og jeg tror også, jeg var meget forvirret, da jeg startede i psykiatrien, over hvad det var, der skete med mig."

Eller som det lyder i den nye digtsamling: 

hver dag tænker jeg
jeg har aldrig haft det sådan her før

"Det føltes, som om jeg var med i et tv-program eller i en film eller i et computerspil eller sådan noget. Alt omkring mig var ligesom sådan en kulisse. Maden, jeg spiste, var ikke ... Det var ikke sådan rigtig mad. Og hvis alt er fake, er det jo også ligegyldigt. Der fulgte også en meningsløshedsfølelse med. Og det var en megaskræmmende oplevelse, men jeg vidste ikke helt, hvad den betød."

Når han havde konsultation med en læge, syntes han lidt, at han selv bare sad der i stolen, fordi han var blevet bedt om det. I psykiatrien er patientens egne oplevelser og erfaringer centrale for udredningen og for behandlingen, så Sebastian Nathan blev bedt om at sætte ord på det, han oplevede. Han forsøgte famlende at fortælle om sine kulissefølelser, og de blev forstået. 

"Det var en oplevelse af, at ens ord blev vægtet meget højt. Og det gjorde det på en eller anden måde mere akut at finde de rigtige ord."

Det er ikke en gave at have en psykisk sygdom. Men det er heller ikke et liv med mindre håb, siger han. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Og han følte ikke selv, ordene helt ramte rigtigt. Men omkring den tid blev Sebastian Nathan kontaktet af redaktørerne bag det, der blev til "Hjertet er en fold med heste" – en antologi med tekster om at være tilknyttet psykiatrien. Ved at gå til sine erfaringer som forfatter og arbejde litterært med at finde de ord, han manglede, åbnede noget sig langsomt, fortæller Sebastian Nathan. Og det er det noget, han er trådt længere ind i med sin nye digtsamling. 

"Man snakker meget om den svære toer, men det var faktisk virkelig en fornøjelse at skrive på. Jeg tror, det føltes så vigtigt for mig, og så glædesfyldt, på en eller anden måde, endelig at finde et sprog for de der ting."

Nogle af de ord kommer her: 

I mine skridt kan jeg mærke
at noget løfter mig en smule

ligesom en hemmelighed
eller en løgn

jeg beder jer
alle engle kom nu

Hvad er det her liv?!

I Utterslev Mose er den sø, vi på vores gåtur nu er nået til, stadig frossen. En masse tynde stammer står som støbt i søens mousselignende stilstand. Masser af husblas. I digtsamlingen er Utterslev Mose et tilbagevendende sted. Jeget går rundt om søerne i en endeløs vinter og en endeløs nat, hvor træerne rykker nærmere, og søerne spejler Månen.

Hvis Sebastian Nathan har set ting, der ikke er der. Og hvis de ting ikke bare skal afskrives som symptomer, så må man forsøge at kigge ind i sprækkerne. Hvad er det for en sprække, der er mellem ham og verden? 

"Øj!", Sebastian Nathans ene fod skrider på den isede sti, men han holder balancen. 

"Her er virkelig glat ... Det er virkelig et stort spørgsmål."

Han går videre i tavshed. Siger så:

"Jeg tror altid, jeg er faldet i staver over ting. Og bare tænker: Hvad er det, der foregår her? Det kan både være at kigge ud over sådan en sø her," han slår armen ud mod søen "og tænke 'hvad er det her?'. Men det kan også være at kigge i sit eget spejlbillede og bare ikke forstå ... Hvad er livet for noget, og hvad er det, vi har tilfælles? Kigge på mennesker, der går rundt og sådan ... Hvad laver vi?"

For ham at se er der noget, "som grundlæggende virker lidt off i verden". Som giver den karakter af at være en simulation.

Hvornår mærker du det?

"Jamen det er, når min sygdom tager fart, at jeg begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt. Det er ikke et spørgsmål, man skal stille sig selv hele tiden. Det bliver man jo bims af. Man kommer ikke nogen steder, hvis man hele tiden skal forholde sig til, hvad der er virkeligt eller ej. For verden er jo virkelig. Det burde den jo ... Wuh! Haha!", han glider igen.

"Det kan du ikke stille noget op med. Hvor skulle du ellers leve henne, hvis ikke her. Når jeg har det godt, er jeg ikke hele tiden i tvivl om, hvad der er op og ned."

Når så sygdommen tager fart, hvad er det så, der bor inde i lommerne mellem det, du ved er virkeligt, og det, der ikke er?

"Ja, det kan jo for eksempel være sådan noget med at føle sig dybt forbundet til en ræv. At føle, at den ligesom forstår mig bedre, end nogen andre gør."

"Når jeg har det godt, er jeg ikke hele tiden i tvivl om, hvad der er op og ned," siger Sebastian Nathan. Foto: Johanne Teglgård Olsen

I bogen møder man for eksempel den omtalte ræv på allerførste side: 

i nat så jeg ræven
hvad er det der løber ud på vejen og forsvinder

Og senere: 

en ræv løber over vejen
hvor bispebjerg løber ud i tuborgvej
vi får øjenkontakt
jeg tænker yes
nu har du set mig

"Måske er det også noget med," siger Sebastian Nathan, "at hvis ikke du kan stole på det, du ser, og vi kan ikke stole på vores magthavere, og vi kan ikke stole på, at bussen går. Så er der ligesom kun det tilbage, vi bliver rørt af. Det, der sætter os i bevægelse. Det er et sted, vi så kan nærme os. Det er at læse en bog af Christel Wiinblad. Eller høre noget musik. Eller se en ræv i øjnene. Det er der, jeg kan mærke, at verden er virkelig."

Det er vigtigt for Sebastian Nathan ikke at romantisere de oplevelser, der følger med psykisk sygdom som hans.

"Det er ikke en gave. Det er ikke en dør, der åbner sig ind til et kreativt rum. Men jeg tror, jeg samtidig vil insistere på, at det ikke er en reduktion af mit liv at have en diagnose. Jeg oplever ikke mindre glæde end andre, tror jeg. Ikke mindre håb. Ikke mindre liv. Det er ikke et afkald, forhåbentlig."

Sebastian Nathans tatovering på hånden har ikke en dybere mening, men når han kigger på den, er han overbevist om, at det er en måne. Foto: Johanne Teglgård Olsen Englevenner

I hans nye digtsamling spiller engle en meget central rolle. De er der bag jeget, de kommer ned fra himlen, han holder en inde i sin hånd. Er det mon Gud, der er der midt mellem virkelighed og uvirkelighed?

"Så er det en ond Gud, i hvert fald. Jeg tror ikke på Gud, men hvis det er Gud, der har sat det i gang, så er jeg ikke glad for ham. Nej."

For Sebastian Nathan selv er englene ikke religiøse væsener, de er snarere magisk ladede. De er umulige at afgrænse og fører alt muligt med sig. For den, der skriver, og for den, der læser. 

"Jeg tænker også meget på englene som en form for venner og beskyttere, der kan passe lidt på en."

I bogen optræder også Sebastian Nathans menneskevenner, som undervejs bliver til englene og omvendt. 

Har han selv set engle, når han har gået rundt her i mosen, når han har været mest syg?

"Nej, ikke sådan engle med vinger og glorie. Men jeg har set mine venner. Og det tror jeg er det nærmeste, jeg kommer."

Bogen er hans tak. Til Carmen, Rasmus, Magnus, Maya og hans andre venner.

"Jeg tror bare, mine venner er det vigtigste for mig. Uden dem, så ... De holder mig oppe."

Som han skriver i bogen:

jeg tænker
det må være englene der følger med
og noget i mig flytter sig
noget jeg ikke er alene 
om at flytte

Sebastian Nathan tror, håbet i bogen lever der.

"At i den her meget private verden, så er vi ikke alene alligevel. Jeg tror, det er modgiften mod den uvirkelighed der. At vi ligesom er fælles. At der er nogle punkter, hvor vi kan mødes alligevel. Og det er det, vi kan bygge på så. Det er det, der gør, at alt i verden ikke er fake."

Et håb

I de senere år har Sebastian Nathan indtil for nylig arbejdet på en bar ved siden af sit forfattervirke. Og han underviser i at skrive på højskoler, aftenskoler, gymnasier og ungdomsskoler. Han underviser også i Opus, hvor man gennem et forskningsprojekt tilbyder skriveundervisning som del af behandlingsforløbet. Han hjælper andre, når de leder efter ordene. 

Vi er tilbage ved broen, hvor vi begyndte. De bevingede bevilger adgang, og vi varmer os på medbragt termokande-te. Det vigtigste for Sebastian Nathan er lige nu, fortæller han, at opbygge en hverdag, som er meningsfuld og håbefuld. Han holder af at gå tur her om morgenen og af at sætte projekter i gang, alene og med andre.

Fra broen her kan man betragte solnedgangen over mosen. Det gør han indimellem. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Og hvad håber du på?

"Lige nu og her håber jeg på, at bogen finder dem, den skal finde. Jeg tænker på dem i Danmark, der har det allerværst. Folk på afdelingerne og sådan noget. Jeg har selv været indlagt og ved, at det kan være svært at finde håb i de der situationer. Det håber jeg, bogen kan give. Men det er også et meget hypotetisk mål, tænker jeg ..."

Han sidder på bænken på broen med teen og en cigaret og kigger lidt ud på svanerne og blishønsene, der stadig flyder rundt der sammen. 

"Jeg føler, jeg er et ret godt sted lige nu, faktisk. Jeg har sådan der fantastiske venner, og jeg bor godt og trygt. Og jeg skriver. Det vil også være for meget at håbe på mere, næsten?"

Bogen er hans tak. Til Carmen, Rasmus, Magnus, Maya og hans andre venner. Modgiften mod uvirkelighedsfølelsen er at mærke, at der er punkter, hvor mennesker mødes, siger han. Hvor vi er fælles. Foto: Johanne Teglgård Olsen

To unge mænd måtte torsdag aften køres på hospitalet, efter at de sammen med en tredje mand havde antændt en større mængde ulovligt fyrværkeri ved Grimstrup i nærheden af Esbjerg.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.

- De to af dem kom herved så galt afsted, at de måtte med ambulance på sygehuset, men heldigvis udenfor livsfare, skriver politiet.

Fyrværkeriet blev ifølge politiets udmelding antændt først på aftenen.

Det fremgår også, at Syd- og Sønderjyllands Politi i forbindelse med efterforskningen af sagen har fundet 170 kanonslag.

De er blevet fundet forskellige steder, lyder det.

Fyrværkeri skal være CE-mærket, før det kan sælges lovligt i Danmark.

CE-mærket betyder, at producenten har fået fyrværkeriet testet og godkendt.

Opdager man fyrværkeri, som mangler et CE-mærke, eller som fejler ved brug, kan man kontakte Sikkerhedsstyrelsen. Styrelsen kan vejlede om, hvad man skal gøre.

Hvis professionelt fyrværkeri sælges til private, er det også ulovligt.

Nordjyllands Politi har torsdag aften også delt en opfordring på X om, at man kun bruger godkendt fyrværkeri.

Her skriver politikredsen, at man aldrig skal bruge hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.

En foreløbig opgørelse fra Toldstyrelsen viser, at styrelsen fra 1. januar til 19. december 2023 har tilbageholdt over to ton ulovligt fyrværkeri.

Det er blandt andet kanonslag, batterier, romerlys og krysantemumbomber, tolderne finder.

Ifølge en pressemeddelelse fra Toldstyrelsen er det første gang, at man tilbageholder mere end to ton.

Det skyldes til dels mere opmærksomhed og kontrol, men der er også en øget tilgængelighed, vurderer Toldstyrelsen selv.

/ritzau/

Vicky Knudsen skal lige til at smække bildøren i, men åbner den så igen. 

"Hm," siger hun og står lidt med kameraet i hånden, før hun til sidst beslutter sig for at lægge det tilbage på forsædet. I stedet nøjes hun med at hænge sin orange kikkert om halsen og ser så alvorligt over på fotografen.

"Nu er det dit ansvar at fotografere, hvis vi ser en sjælden fugl, okay?".

Det er aldrig helt godt, hvis hun er af sted uden sit kamera. For tænk nu hvis. Men lige i dag må den dokumentationsopgave, der påhviler enhver engageret ornitolog og dermed også Vicky Knudsen, blive lagt til side. Også selvom der kan dukke en sjælden fugl op.

"Jeg så en sjælden gråsejler oppe ved 'hammeren' for nylig. Jeg går efter at finde sjældne fugle. Som ikke nødvendigvis er sjældne, fordi de er truede, men fordi de er fløjet meget forkert."

Vi er langt uden for turisternes højsæson her på kanten til december. Parkeringspladsen ved Dueodde Strand på Bornholm er tom for mennesker, ud over de tre der nu skal ud på fugletur. Og så den lille dansk-svenske gårdhund Gunnar. På toppen af det lukkede, lyserøde ishus danser en krøllebølletrold, men troldens smil stivner, da først ét, så flere snefnug lander på hans næse. 

I fyrretræernes top kan man fornemme vinden, og langt væk høres havets støj. Det er råt derude. Og koldt. Men det er der, vi skal ud, for det er der, Vicky Knudsen er i sit rette element. Hun har valgt stedet, fordi det er fuld af barndomsminder om at se på fugle, og fuglene spiller en helt central rolle i hendes liv.

Vicky Knudsen insisterer på, at glasset altid er halvt fyldt. Det ved hun, at hendes storesøster ville have syntes om. Foto: Pelle Rink.

Snart er vi forbi den trygge fyrreskov og ude i klitterne, hvor vinden for alvor begynder at bide i kinderne.

"Gunnaaar!", råber hun og spejder efter hunden, der er forsvundet ind i marehalmen.

"Det her bliver sådan et interview, hvor du skal skrive 'Gunnar' i hver anden linje!".

Dem, vi elsker at hade

Man kunne mistænke den 37-årige biolog, ornitolog og naturformidler for snedig markedsføring. For hunden Gunnar er også med i titlen på hendes seneste børnebog, skrevet sammen med en anden biolog, hendes medvært på P1-programmet "Vildt naturligt", Johan Olsen. 

"Da Gunnar blev væk og fandt naturens farver" er første gang, Vicky Knudsen prøver kræfter med fiktionsgenren, og hun er "vildt nervøs" over det. Hun er vant til at arbejde med fakta, og selvom man godt kan få anmeldt en fagbog, så er der trods alt grænser for, hvor meget nogen kan mene om det, der i bund og grund er naturens love.

Men nu er hun ude på dybt vand. For bogen er ovenikøbet en blanding af fakta og fiktion. Tænk, hvis folk bare hader den?

"Jeg bliver meget skuffet, hvis folk ikke forstår min humor," siger hun og griner højt.

Fordommene om biologer som fodformede typer, der har det bedst, når de går i ét med omgivelserne, har Vicky Knudsen ofte mødt. Og gjort til skamme. Hun er ikke ligefrem stille. Og hun gider ikke ligne en biolog, hun kan godt lide, at hendes påklædning larmer lidt. I dag er hun med egne ord "relativt afdæmpet" i sin orange fleecetrøje, mens neglene er malet lysegrønne.

Hun bor egentlig på Vesterbro i København, men har lige købt et hus til sin mor på den ø, hvor hun er vokset op. Der er Gunnar blevet passet i en uges tid, mens Vicky Knudsen har været på Madagaskar, hvor hun har lavet optagelser til et nyt og stadig hemmeligt tv-program. 

Hun har tidligere medvirket i TV 2's populære naturprogram "1 døgn, 2 hold, 3 dyr", hvor hun jagtede skestorke, trehornede skarnbasser og lægeigler sammen med blandt andre Morten D.D., Sebastian Klein og Bjørli Lehrmann. 

Vicky Knudsen begyndte som sorgramt 10-årig at være rigtig fuglekigger. "Jeg havde jo venner... Men lige pludselig fandt jeg ind i et fællesskab med andre, der også var nørder ligesom mig selv. Det var virkelig stort." Foto: Pelle Rink.

I programmet med iglerne så man Vicky Knudsen vade rundt i et bornholmsk mudderhul med bare ben for at få fat på de små blodsugende dyr. Iglerne er et eksempel på sådan en art, vi grundlæggende har misforstået, mener Vicky Knudsen. Der er et væld af arter, vi ikke bryder os om, af den ene eller anden grund. Men studerer man hver art nærmere, vil man til enhver tid finde, at lige præcis dén art kan noget helt særligt, som det ville være en skam at miste.

Hun har gjort iglen, men også husskaden, gedehamsen og ulven – ulven! – til yndlingsdyr hos børn og voksne ved at beskrive deres egenskaber i blandt andet bogen "Dyr, vi elsker at hade". "Invasiv art" er et af hendes hadeudtryk.

"Mennesket er virkelig den eneste art, der ser på andre arter og siger: 'Dem kan vi ikke bruge til noget.' Men der er ingen arter, der går og tænker: 'Nå, jeg tror, at om 2 millioner år vil jeg være én af dem, menneskene hader'," siger hun og trækker luft ind:

"Gunnar! Kom. Så. Her!".

Gummistøvlebiolog

Gunnar kommer luskende ud af marehalmen, ud på sandstranden og ser vitterligt ikke ud som én, der har lyst til de åbne vidder i dag. Man forstår ham godt, for vinden er ubarmhjertig.

Den tager fat i det ultrafine sand og fører det med sig i lavtflyvende skyer. Den truer med at flå siderne af journalistens medbragte papirblok og kaste dem langt ud over Østersøen. Og i går aftes aflyste den alle ekspresfærgerne fra Ystad til Bornholm, så den ældre og tungere færge, gode, gamle "Povl Anker", måtte sættes ind og bære Vicky Knudsen med flere sikkert over havet.

Kort efter sætter hunden sig igen demonstrativt op mod en tue marehalm. 

"Fryser du?", spørger hans ejerkvinde medlidende og gnider hans pels, før hun tager temperaturen på resten af selskabet.

"Åh, I stakler!".

Vicky Knudsens dansk-svenske gårdhund Gunnar. Foto: Pelle Rink.

Vicky Knudsen fryser overhovedet ikke selv, men hun vil godt komme staklerne lidt i møde.

"Vi trækker lidt indad i klitterne, der er mere læ."

Man kan være biolog på mange måder, men Vicky Knudsen er "gummistøvlebiolog". Det er det her, hun elsker allermest – at være ude og i ét med naturen. Det er her, hun bedst kan gøre sin viden gældende. 

Med jævne mellemrum kommer de fra hende, artsbetegnelserne, små indskudte sætninger i talestrømmen, og det er typisk fugle, hun har spottet. En klump sorte prikker på himlen langt væk er duer, ringduer, siger hun efter at have haft kikkerten oppe i et sekund.  

"Sortstrubet lom," siger hun med et hovedkast ud mod havet og kort efter:

"Hold da op en stor flok bjergænder!".

Vicky Knudsens forældre var naturglade og tog ofte deres to døtre med på skovture og fossilture ved stranden. 

"Jeg larmede jo og skræmte alt væk, når vi var af sted! Men den fordel, mine forældre havde, var helt klart, at de ikke havde den der med: 'Der må I ikke gå hen, det må I ikke røre ved.' Der var en stor frihed og tiltro til os børn."

Hun har et minde om engang, hendes far løftede hende op for at se en hugorm, der lå på et repos og solede sig. I nærheden stod en fremmed kvinde, og da hun fandt ud af, hvad det var, de stod og så på, flygtede hun skrigende fra stedet med sin søn under armen.

"Vi frygter ofte naturen, men det er, fordi vi ikke kender den. Det er meget ofte en irrationel frygt," siger hun.

Vicky Knudsen kan se på fugle i isvind i timevis. Hunden Gunnar vil hellere ned i klitternes læ. Foto: Pelle Rink.

De første 10 år af Vicky Knudsens liv boede hun sammen med sine forældre og storesøsteren Kivi på et fritidslandbrug i Skibby på Sjælland. Familien flyttede til Bornholm i 1997, da Vicky Knudsen var 10 år. Det var samme år, som Vicky Knudsen blev enebarn.

Ulykken

Der var 10 års aldersforskel mellem de to søstre, og storesøsteren ville gerne læse til dyrlæge. Da hun var 20 år, rejste hun derfor til Tyskland på et studieophold for at samle point. 

"Hun skulle træne travheste. Det gør man ofte uden hjelm," siger Vicky Knudsen og kalder på hunden igen. 

"Det var en stor trøst allerede dengang, at hun ikke vidste, hvad der skete. Hun slog bare hovedet mod et træ."

Vicky Knudsen husker at de græd. Og hun husker, at forældrene skulle ind på et hospital og verificere, at det faktisk var storesøsteren, der var død. Hun fik tilbuddet om at komme med derind, men takkede nej.

"Mine forældre sagde det, som det var, at hun nok ville se anderledes ud, når jeg så hende. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg sagde nej. Men hun havde lige været hjemme, og hun havde krammet mig. Jeg tror, jeg havde lyst til at fastholde det billede på nethinden."

Fuglens såkaldte jizz er dens umiddelbart genkendelige silhouet, det er den slags, man lærer at genkende som fuglekigger. Her er det en skarv. Foto: Pelle Rink.

Dødsfaldet skete i marts 1997, og i efteråret samme år flyttede familien fra gården i Skibby til Rutsker på Bornholm, hvor Vicky Knudsens onkel boede i forvejen. Hun begyndte i skole i Hasle.

"Jeg tror ikke, det var for at flygte som sådan, at mine forældre gjorde det. Men det var helt klart en ny start."

"Dengang tror jeg bare heller ikke, man på samme måde greb det, når der var sket noget tragisk. I ret lang tid betragtede jeg det, som om det ikke var sket. Jeg tror...", når hun at sige, før hun afbryder sig selv:

"Bjergirisker, hvis du kan nå at fange dem?".

Fotografen gør, hvad han kan, men fuglene er for længst fløjet.

"Nej, jeg tænkte jo på hende hver dag og gør det måske stadig. Nogle gange tænkte jeg nærmest, at hun var så fantastisk, at jeg skulle have haft hendes plads. Det skal ikke forstås sådan, at jeg gerne ville dø, slet ikke. Men jeg tænkte, det var noget mærkeligt noget, at det lige var hende, der skulle dø."

Tinksmeden

Børn er gode til meget. Og én af de ting, de er gode til, er at komme sig, når der sker noget voldsomt, siger Vicky Knudsen.

"Da jeg kom tilbage i skole, var jeg ked af det, selvfølgelig. Men børn ved også, tror jeg, at det er bedst at komme tilbage til hverdagen og ikke have et jerngreb i sorgen. Det er jo sådan, man tænker, andre skal have det, hvis man en dag ikke er her mere, og det ville min søster helt sikkert også have ønsket sig."

Skifersten på Dueodde. I skiferet kan man også finde fossiler, de aflange graptolitter. Foto: Pelle Rink.

"Noget andet, jeg tror, hun ville have syntes var fint, er, at jeg altid ser glasset som halvt fuldt."

Vi vandrer gennem klitterne, mens kulden begynder at tage til. 

"Der er en gærdesmutte derinde," siger hun og peger ind i en tot marehalm, men gærdesmutten sidder ikke og venter på langsomme spottere, den er hurtigt videre. 

Når man spørger, hvorfor det lige præcis er fuglene, der fascinerer hende allermest, vender hun tilbage til en fugletur, hun var på med sine forældre i moseområdet Ølene på Bornholm, lige da de var flyttet herover. Fra fugletårnet så hun en tinksmed, det var første gang, hun så den lille vadefugl. "Adfærd livlig" og "larmende", står der om den i Naturbasen. 

I tårnet var også en kvinde, "en af fuglefolkene herovre", som så på Vicky Knudsen og sagde: 

"Du skal da med på en fuglelejr!".

Kort efter kom der et postkort i postkassen hjemme hos Vicky Knudsens forældre. På kortet var der en tinksmed. Inden længe var hun aktiv i den lokale ungdomsafdeling af Dansk Ornitologisk Forening.

Det er ikke helt godt at være af sted uden kameraet, når man er ornitolog. For hvad nu hvis man ser noget, der skal dokumenteres og registreres? I dag er det dog kun kikkerten, der er med. Foto: Pelle Rink.

"Jeg havde jo venner... Men lige pludselig fandt jeg ind i et fællesskab med andre, der også var nørder ligesom mig selv. Det var virkelig stort."

Forældrene blev siden skilt, og hendes far flyttede tilbage til Sjælland. 

Det gik ikke altid lige godt med at koncentrere sig i skolen, men hun opdagede samtidig, at alt, der havde med fugle og natur i øvrigt at gøre, det sad uhyggelig godt fast. Det endte med biologi på universitetet, et formandskab for ornitologernes ungdomsafdeling, DOF UNG, og i 2017 fik hun på Naturmødet prisen som Danmarks bedste naturformidler for sin evne til at få sin begejstring for naturen ud over rampen.

"Gunnar!", kalder hun for at få hunden op af et musehul, den har gravet sig ned i.

"Jeg har fået at vide, jeg havde damp, lige siden jeg var barn. Og som yngre gik det mig meget på, når folk sagde det, for det lød ofte så negativt. Men senere har jeg tænkt, at der er stor forskel på mennesker. Noget, der er fint ved netop dén her art, er, at vi er så forskellige. Vi er nok også den art, der er hårdest ved hinanden."

En art mindre

I 2021 gik Vicky Knudsen ned med stress. Det havde bygget sig op gennem en tre års tid, siger hun, mens vi bevæger os ind mod Dueoddes fyr. Og når det har det, skal man regne med, at det tager omtrent lige så lang tid at komme ud af det igen.

"Men det positive," som hun siger, er, at hun har lært meget om sig selv.

"Jeg har jo nok været ret optaget af at gøre alle glade og ret dårlig til at sige nej. I starten tænkte jeg, det var vigtigt, jeg sagde ja til alt og fik svaret på alle mails lige med det samme og alt, hvad folk skrev på sociale medier. "

Hunden Gunnar er velopdragen, men får også frihed til at løbe og grave huller. Foto: Pelle Rink.

Det var så heller ikke altid lige pænt, det folk skrev, tilføjer hun.

"Jeg får ikke så meget had, som andre, jeg kender. Jo, efter 'Vild med dans'," siger hun med et stramt smil. 

Vicky Knudsen henviser til hendes medvirken i det populære kendisprogram i 2020, hvor hun, første gang hun var på gulvet, satte rekord med den dårligste bedømmelse nogensinde efter en dans: fem ettaller.

"Nej, men jeg kan for eksempel huske, jeg lavede sådan et opslag om biodiversitet, og så var der én, der i kommentarfeltet skrev: 'Hvis du nu holdt op med at trække vejret, så var der da én art mindre'. Jeg svarede ham, at det altså kun ville være et individ og ikke en art, der forsvandt. Men derudover: 'Mener du helt seriøst, det ville være godt, hvis jeg var død?'."

"Lige da jeg begyndte med at lave ting, der kom i fjernsynet, kunne jeg begynde at græde, hvis nogen skrev, jeg havde en skinger stemme. Men jeg har lært at sætte det i forhold til alt det andet, folk skriver. For det positive fylder så meget mere og er det, der virkelig betyder noget."

"Det der med at jeg er for grinende, højrøstet. At jeg går for farverigt klædt... Der er folk derude, der har en grim mening. Men det gør mig ikke ked af det mere. Man kan aldrig gøre alle glade. Og så er der også en lille pige, der skriver, at nu har hun besluttet, hun også vil være biolog, fordi hun har set, at det kan man sagtens være, samtidig med at man kan lide at gå i glimmer. Så smelter mit hjerte. Og ja, jeg taler rigtig meget. Men måske kan jeg sætte ord på noget, andre ikke kan sætte ord på?".

At tilpasse sig

To sorte englevinger ligger i skovbunden lige uden for parkeringspladsen.

"Næh, en død skarv," siger Vicky Knudsen uimponeret.

Religiøs bliver hun aldrig, dertil er hun for "naturvidenskabsagtig", siger hun.

"Men jeg har respekt for, at man kan have det sådan med naturen – animistisk, spirituelt."  

Hun tygger lidt på ordet "naturen".

"Det siger egentlig ret meget om os mennesker, at vi overhovedet har det begreb. Som om vi er adskilt fra den."

Det blev ikke til nogen sjælden fugl i dag. Vipstjerten så vi til gengæld, og selvom den ikke er en sjælden art, så burde den være trukket sydpå nu. Men flere og flere er begyndt at overvintre, siger Vicky Knudsen.

Man kan ikke tage alt, hvad fuglene gør, som et udtryk for klimaforandringer, siger hun. Den før så sjældne og eksotiske sølvhejre, der kommer sydfra, er begyndt at yngle i Danmark. Men det kan blandt andet skyldes, at den, efter at den blev fredet, har spredt sig naturligt mod nord, i takt med at bestanden er blevet større. For hejrerne er faktisk ganske kuldetolerante. 

Som alle andre naturentusiaster bliver hun bekymret, når biodiversitets- og klimaprognoserne kommer op. Men hun mener samtidig, at begejstring og glæde er helt centralt i den kamp, der skal kæmpes.

"Min mærkesag er helt klart at få andres øjne op for, hvor fantastiske alle de andre arter er. Både fordi vi alle sammen er opstået af den samme lille mikroorganisme. Og fordi, åh, vi altid taler om naturen som noget, der har nytteværdi for os mennesker. Men homo sapiens har altså været her på kloden i ret kort tid."

En falden engel eller en død skarv? Foto: Pelle Rink.

En kort, men betydningsfuld rum tid, kunne man indvende. Nogle påstår, at mennesket selv er en invasiv art. Vicky Knudsen forsvarer os, menneskearten, og siger, at vi også bare har spredt os naturligt. Men, siger hun, vi kan ikke komme uden om, at vi fylder "ekstremt meget" og også må påtage os skylden for biodiversitets- og klimakrisen.

"Det er rigtigt, at mennesket altid har udnyttet naturen. Men ligesom andre arter så kan menneskearten tilpasse sig. Og der skal vi nok begynde at tænke på at ændre os helt grundlæggende og give plads tilbage til de andre arter."

"Og det er så der, jeg siger: Man kan ikke holde af noget og have lyst til at passe på det, hvis ikke man kender det. Kom så Gunnar, nu skal du ind og have varmen!".

Da Gunnar er lukket ind på bagsædet af Vicky Knudsens bil, er det tid til en cigaret under krøllebøllehusets halvtag. 

"Jeg tror også bare lidt, det er sådan med natur- og klimapolitik, at vi når nok ikke nogen vegne, hvis vi skal gøre alle glade. Der er mange særinteresser, men der er vi nok nødt til at indse, at vi ikke kan få alt," siger hun.

"Og det gode er, at flere og flere forstår det og begynder at tage det alvorligt."  

Glasset er aldrig halvtomt for Vicky Knudsen, selvom hun lige nu virkelig godt gad, at man kunne købe sig en varm kop kaffe at køre hjem på. Før hun går mod bilen for at køre Gunnar hjem foran brændeovnen hos sin mor, får hun øje på en krage, der håbefuldt hopper rundt ved ishuset. 

"Øjeblik," siger hun.

Hun kommer tilbage med en håndfuld hundefoder, som hun kaster ud til kragen. Hun har en stor svaghed for kragefugle, og noget hvidt i kragens fjer på vingerne afslører, at den mangler næring, forklarer hun. Kragen spiser og begynder straks at samle til forråd.

Krage gemmer forråd. Foto: Pelle Rink.

"Nårh," siger Vicky Knudsen.

 "Så blev det alligevel en god dag."

En fængselsindsat i USA er fredag blevet anklaget for forsøg på mord og andre forseelser efter at have stukket George Floyds drabsmand, Derek Chauvin, ned.

Det har det amerikanske justitsministerium oplyst ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Derek Chauvin er tidligere politibetjent i byen Minneapolis. Ifølge anklagen blev han stukket 22 gange "med en hjemmelavet kniv" 24. november i Federal Correctional Institution i Tucson i den amerikanske delstat Arizona.

Fængselsmedarbejderne udførte efterfølgende livreddende førstehjælp på Chauvin. Meldingen lød herefter, at Chauvin forventedes at overleve.

47-årige Chauvin, der er hvid, har været indsat i fængslet, siden han blev overflyttet dertil fra et lukket fængsel i august sidste år.

Chauvin blev i Minnesota i 2021 fundet skyldig i at have dræbt Floyd, der var sort, ved at knæle på hans hals længe nok til at tage livet af ham. For det fik han 22,5 års fængsel.

Sidste år blev Chauvin idømt 20,5 års fængsel for at have krænket Floyds rettigheder. Dommene afsones på samme tid.

Chauvin har erkendt, at han krænkede Floyds rettigheder ved at foretage en anholdelse, der var uproportioneret i forhold til forbrydelsen.

Floyd var, da han blev stoppet, mistænkt for at have købt en pakke cigaretter med en falsk 20-dollar-seddel.

Det er en af flere sager, hvor myndighederne har knægtet sortes rettigheder eller dræbt dem.

Sagen vakte opsigt verden over, fordi den blev fanget på video, som viste Floyd sige, at han ikke kunne trække vejret.

Det ignorerede Chauvin og flere andre betjente, der stod omkring dem.

Det udløste massive demonstrationer i USA og andre steder i verden mod raceulighed.

Justitsministeren i Minnesota, Keith Ellison, har i en udtalelse sagt, at han var ked af at høre, at Chauvin blev overfaldet.

- Han blev på behørig vis dømt for sine forbrydelser og bør som enhver anden indsat være i stand til at udsone sin dom uden at frygte hævn eller vold, lød det efter overfaldet.

/ritzau/

Hvis afgiften på røgfrie nikotinprodukter sættes op, bør afgiften på cigaretter også sættes yderligere op.

Det siger Christopher Arzrouni, som er chef for eksterne anliggender i tobaksgiganten Philip Morris, til Jyllands-Posten.

- Hvis politikerne har lagt sig fast på, at afgiften på de røgfri produkter skal op, så bør man logisk set sætte afgiften på cigaretter yderligere op, siger han til avisen.

- Det dummeste, man kan gøre, er at sætte afgiften det samme sted. Afgiften skal svare til skadevirkningen.

Christopher Arzrouni siger desuden, at Philip Morris er "med på en markant højere afgift" på cigaretter.

Philip Morris står bag cigaretmærker som Marlboro og Chesterfield.

Regeringen og øvrige partier forhandler i øjeblikket om en forebyggelsesplan mod blandt andet rygning hos unge.

Her er der lagt op til, at afgiften på nikotinprodukter som eksempelvis nikotinposer skal stige. Det er umiddelbart ikke en del af planen, at afgiften på cigaretter skal stige.

I torsdagens avis beskrev Jyllands-Posten, at et internt regeringsnotat beskrev, at forebyggelsesplanen på den baggrund kan føre til, at flere personer bliver rygere.

Det skyldes, at højere priser på nikotinposer, kan få flere til at vælge cigaretterne.

Ifølge Jyllands-Posten ventes det, at aftalen om forebyggelse præsenteres fredag.

Torsdag forlod både Enhedslisten og De Radikale forhandlingerne om forebyggelsesplanen.

Det skyldtes, at partierne ikke mener, at planen vil resultere i bedre trivsel og sundhed blandt unge.

- Det her var muligheden for endelig at investere i de kommende generationers sundhed, sagde De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, torsdag.

- Men jeg står tilbage med den oplevelse, at man er mere optaget af de penge, staten tjener på salg af nikotin, end man er af unges sundhed.

Det vil koste statskassen fem milliarder kroner, hvis afgiften på cigaretter hæves, så en pakke koster 100 kroner.

Det skyldes øget grænsehandel og faldene indtægter fra afgifter som følge af faldene forbrug.

/ritzau/

Det republikanske kongresmedlem Lauren Boebert undskylder på ny, efter at en video af hende, der gramser på sin ledsager under en teaterforestilling, er gået viralt.

Det sker under et interview søndag med det konservative One America News Network ifølge avisen The Guardian.

Boebert og hendes ledsager blev smidt ud af teaterforestillingen "Beetlejuice: The Musical" i Denver i delstaten Colorado søndag 10. september.

Først var det uklart, hvad der havde ført til, at parret blev smidt ud. Men senere er en video af hændelsen blevet offentliggjort.

På videooptagelsen kan man se Boebert åbenlyst ryge sin e-cigaret indenfor i strid med reglerne, mens hende og hendes partner gramser på hinanden.

- Jeg var lidt for excentrisk ... jeg går til grænsen i forhold til mange ting, siger hun.

Det er ikke første gang, at den 36-årige Boebert undskylder for hændelsen.

I første omgang skød hun skylden på sin nylige "offentlige og svære skilsmisse". Det var i maj, at hun søgte om skilsmisse med sin mand, som hun har været sammen med i næsten to årtier.

Yderligere detaljer er samtidig kommet frem om Boeberts ledsager, den 46-årige Quinn Gallagher.

Oplysningerne maler et billede af et umage par.

Ifølge The Guardian er han nemlig tilhænger af Demokraterne og samtidig ejer af en bar, der er vært for LGBTQ+-begivenheder i byen Aspen i Colorado.

Blandt andet gælder det varieté- og dragshow.

Sidstnævnte har Boebert været en markant kritiker af, og i 2022 skrev hun på det sociale medie Twitter, der nu går under navnet X, at man bør tage sine børn med i kirke og ikke på barer med dragshows.

/ritzau/

Mens salget af Apples iPhone 12 i Frankrig er blevet midlertidigt indstillet på grund af bekymringer om telefonens strålingsniveau, er samme tiltag ikke på vej i Danmark.

Her mener Sikkerhedsstyrelsen, at en iPhone 12 ikke er farlig at bruge. Det oplyser styrelsen i et skriftligt svar.

- Baseret på lignende sager fra Frankrig forventer Sikkerhedsstyrelsen, at udfordringen kan løses med en softwareopdatering, og der er ikke på nuværende tidspunkt grund til at anse iPhone 12 som værende farlig at anvende, lyder det.

I Frankrig er det landets nationale strålingsagentur (ANFR), som har stoppet salget af telefonen.

Det skete, efter at test har vist, at telefonens såkaldte Specific Absorption Rate (SAR) er en smule højere, end hvad der er tilladt.

SAR siger noget om den stråling, som kroppen udsættes for af et apparat.

Den franske minister for digitalisering og telekommunikation, Jean-Nöel Barrot, vurderede ved indstillingen af salget, at strålingsniveauet formentlig kan løses men en softwareopdatering.

Men hvis ikke det bliver rettet, kan det få konsekvenser, lød det - og Frankrig forventer derfor et svar at få et svar fra Apple inden for to uger.

I Danmark afventer man nu denne endelige afgørelse.

- Sikkerhedsstyrelsen har endnu ikke modtaget en henvendelse via de officielle systemer og myndigheder og afventer altså stadig den endelige afgørelse i Frankrig, skriver styrelsen.

Flere lande har af sundhedsmæssige hensyn myndigheder, der monitorer mængden af stråling, der kommer fra elektroniske produkter.

/ritzau/