U nder de gule efterårsblade foran Vor Frelsers Kirke på Christianshavn i København står musiker og skuespiller Jesper Groth i en kort mørkebrun rulamsjakke og tripper med sine hvide sneakers. Hans blik flakker. Det ene øjeblik taler han hurtigt. Det næste forsvinder han ind i sine egne tanker.
“Altså, jeg er jo stoppet med at ryge, men jeg kunne virkelig godt bruge en smøg lige nu,” siger han.
Ude foran stålhegnet, der indrammer kirkehaven, er præsten Mikkel Gabriel Christoffersen i gang med at parkere sin cykel. De to har kun mødt hinanden en enkelt gang før i dag. Til bisættelsen af Jesper Groths bedste ven William, som han mistede til selvmord for snart fem år siden. Den dag var Mikkel Gabriel Christoffersen præsten, der skulle sætte ord på den sorg og håbløshed, han kunne se i øjnene på de mere end tusind mennesker, der var mødt op i Vor Frelsers Kirke for at sige farvel. Ord, som satte sig fast i Jesper Groth, og som blev afgørende for hans vej ud af det indre mørke, der trak i ham efter Williams død. Derfor har han nu inviteret Mikkel Gabriel Christoffersen som sin helt i Kristeligt Dagblads nye podcast “Heltemøde”.
“Jeg ved ikke engang, om man i kirkelige termer bruger begrebet helt, men det kunne jeg godt tænke mig at sige til præsten – at det var du for mig den dag,” fortæller Jesper Groth.
Med duggede briller trasker Mikkel Gabriel Christoffersen ind under de gule efterårsblade. Han stopper op med et par meters afstand til Jesper Groth. Et kort sekund står de to foran hinanden uden at sige noget. Jesper Groth med hænderne i siden. Mikkel Gabriel Christoffersen med hænderne i lommerne på sin armygrønne Fjëllraven-jakke. De hilser muntert uden at give hånd.
“Jeg har faktisk længe haft lyst til at tale med dig om en dag for et par år siden,” siger Jesper Groth og griner nervøst, inden hans stemme bliver alvorlig, “jeg var selvfølgelig opløst af sorg den dag, der var bisættelse, men jeg kan huske, at du var en ung præst – det kan heller ikke have været ‘another-day-on-the-job’ for dig?”
I podcasten ”Heltemøde” taler musiker og skuespiller Jesper Groth med præst Mikkel Gabriel Kristoffersen, der bisatte hans bedste ven.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Mikkel Gabriel Christoffersen ryster på hovedet.
“Der er mange bisættelser, jeg ikke kan huske, fordi de er så almindelige og ligesom følger livets gang. Gamle mænd og koner, der dør, hvor alle er taknemmelige og sorgfulde på samme tid,” fortæller han, “og så er der en bisættelse som Williams, som er alt det modsatte af det”.
Jesper Groth går tit forbi ‘kirken med det snoede tårn’, som han kalder den, men han har ikke været inden for kirkens mure siden den dag for fem år siden. I dag er han klar til at gå derind sammen med Mikkel Gabriel Christoffersen for at tale om, hvordan de hver især oplevede bisættelsen. Jesper Groth er nysgerrig på, hvordan det var for en ung præst at facilitere et så tragisk farvel. Og så har han noget at takke Mikkel Gabriel Christoffersen for. For prædikenen den dag var med til at få ham tilbage på sporet, da sorgen sendte ham ud i druk og ligegyldighed.
J esper Groth og Mikkel Gabriel Christoffersen sænker stemmerne, idet de træder ind i det store, hvide kirkerum.
“Jeg er jo fra et lille kirkesogn på Ærø, så det her er jo en meget, meget overdådig kirke,” siger Jesper Groth med hænderne i lommerne på sine lyseblå jeans.
Mens de slentrer op ad kirkegulvet, fortæller Jesper Groth, hvordan det føles, som om alle minderne fra bisættelsen foregår under vand. De billeder, der bølger for hans øjne, er et kirkegulv dækket af blomster. Et rum så fuld af mennesker, at han tænkte, at det ligeså godt kunne have været Michael Jacksons begravelse.
De sætter sig side om side på bænk nummer 13. Jesper Groth synes, det er svært at vurdere, når alle bænkene er tomme, men han tror, det var her, han sad til Williams bisættelse.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
“Jeg skal lige have det én gang til, hvordan var det, du kendte William?” spørger Mikkel Gabriel Christofferssen undskyldende og trykker sine runde briller længere op på næsen med pegefingeren.
Jesper Groth forklarer, at de var en del af en stor vennegruppe, som boede sammen i et kollektiv på Christiania lige om hjørnet fra Vor Frelsers Kirke. Men at William og ham havde et særligt bånd. De delte hverdagen og startede blandt andet en snapse-virksomhed sammen. Og så var de begge følsomme med en hang til melankoli.
“Jeg vil vove at påstå, at William og jeg talte om alting. Undtagen det her, det var hans egen hemmelighed,” forklarer han og retter blikket stift mod marmoralteret.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Jesper Groth fortæller, hvordan han en iskold februardag i 2018 får et opkald fra en veninde. Hun har en underlig følelse omkring William. Følelsen smitter af på Jesper Groth. William har ikke givet lyd fra sig i halvandet døgn. Så Jesper Groth henter Williams far, som også bor på Christiania. Sammen går de den korte gåtur hen til det hus, hvor de har mistanke om, William er. Huset er helt mørkt. Alligevel går de indenfor. Og der finder de ham.
“Det er ikke kun synet, jeg husker. Jeg husker også lyden af en far, der finder sin søn på den måde. Det sidder i mig,” fortæller Jesper Groth.
William havde hængt sig selv. 29 år gammel. Omringet af kærlighed.
M ikkel Gabriel Christoffersen fisker en stak papirer op af sin rygsæk. Det er den prædiken, han holdt til Williams bisættelse.
“Jeg læste den lige for at se, hvad det egentlig var. Og jeg kan mærke, at jeg bliver helt rørt af det,” Mikkel Gabriel Christoffersen rømmer sig, “ikke fordi jeg tænker, at det er noget helt genialt noget, jeg har nedskrevet,” siger han.
Jesper Groth lyser op. Han anerkender ikke Mikkel Gabriel Christoffersens beskedenhed. For den prædiken er grunden til, at han nu sidder side om side med en præst, han kun har mødt en enkelt gang før, under de hvide hvælvinger i Vor Frelsers Kirke.
“Du sagde noget om mørket, der hjalp mig til at forstå, at jeg selv var i det,” forklarer Jesper Groth.
I tiden efter Williams død gik Jesper Groth på druk tre-fire gange om ugen med vennerne fra Christiania. Det var deres måde at dulme og dele sorgen. Men på et tidspunkt begyndte de andre at falde fra, mens Jesper Groth så sig selv synke dybere ind i mørket, fortæller han.
“Jeg gik i sort. Jeg tænkte, at alt var lige meget. Jeg var ligeglad med at ryge mange cigaretter, passe mine tænder og med de hverdagsproblemer, jeg havde med min kæreste.”
Mikkel Gabriel Christoffersen lytter med papirerne i hænderne. Han fortæller, at selv om det er en del af jobbeskrivelsen, at en præst skal stede folk til hvile, så krævede det noget ekstra for ham at komme igennem Williams bisættelse. For når man er jævnaldrende med både den afdøde og dem, der bærer kisten, kommer det hele lidt tættere på.
“Jeg kan godt huske, at det var virkelig noget med at holde fast i mig selv, da jeg holdt den her prædiken, fordi jeg havde en opgave, jeg kunne ikke sørge,” fortæller Mikkel Gabriel Christoffersen.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
De to mænd er de eneste tilbage i kirken, da Mikkel Gabriel Christoffersen begynder at læse op af sin prædiken.
“William var et menneske, som var modtagelig for livets største kontraster. Som følte det dybeste mørke og det højeste lys. Og netop længslen efter det højeste lys og angsten efter det dybeste mørke.”
J esper Groth nikker. Det var de ord, der gav ham håb, da han var allerlængst nede. For det var først, da han opdagede, at han rummer selvsamme modtagelighed, at han kunne hanke op i sig selv og finde en vej ud af mørket.
“Min opgave i livet bliver på en eller anden måde at gå af nogle stier, hvor jeg ikke kommer til at skabe et mørke for mig selv,” siger Jesper Groth.
Under de gule efterårsblade foran Vor Frelsers Kirke vrimler det med gymnasieelever, da Jesper Groth og Mikkel Gabriel Christoffersen forlader kirken. Sammen går de ad de små stier ned til Christianias mindested ved Dyssebroen. Her lægger christianitterne blomster til dem, de har mistet.
Blomsterne på søbredden er ikke længere til William, men i et træ hænger silkebånd fra bårebuketter gennem årene stadig og flagrer i vinden.
Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 20 12 01.
