”Jeg er blevet pensionist."
Det er Klaus Lynggaards åbningsreplik, og han leverer den med både lettelse og tilfredshed:
Og ja, forfatteren og kritikeren Klaus Lynggaard blev folkepensionist for snart et år siden og sætter stor pris på den frihed, han har fået. Med den nye frihed har han gjort noget, der er lidt af en sensation. Efter knap 40 års pause er han aktuel med en roman.
Det var i 1985, han fik sit gennembrud med romanen ”Martin & Victoria”, og året efter fulgte opfølgeren ”Victorias år”. Gennembrudsromanen er solgt i omkring 100.000 eksemplarer. De mange, særligt unge, læsere, som blev grebet af Lynggaards pen i 1980'erne, har måttet vente på en ny roman.
I de år, der er gået, har han fået en del følere fra forlagsbranchen. Flere har været parate til at udgive den roman, som han ikke fik skrevet. Men for et par uger siden landede den. Den første roman fra Klaus Lynggaards hånd i flere årtier. Det er sensationen.
Den nye roman, som udkom på forlaget Alhambra, hedder ”En færdig mand”. Det er 352 sider om en ciskønnet, hvid, midaldrende mand i opbrud. Vi skal tale om tiden og forsøge at udspænde en bue fra Klaus Lynggaards tid som flipper til folkepensionist. Det er en mild sensommerdag, og døren til verandaen står åben. Familiens to hunde, Felix og Chili, flader ud på verandaens trægulv tæt ved deres ejers fødder og inkarnerer nærmest roen i huset i Nødebo i Nordsjælland.
At være et skrivende menneske er det, der er gået igen i Klaus Lynggaards tilværelse. Han var 12 eller 13 år, da han skrev sine første digte. Han skrev, fordi han kunne lide legen med ordene, men også fordi det gjorde indtryk på pigerne. Men det er som 80'er-digter, at han først gjorde sig bemærket i offentligheden. Da han fik sit gennembrud, havde han fået udgivet flere digtsamlinger.
Stolt flipperSlår man op i Den Store Danske, kan man læse, at flipper kommer af amerikansk slang, hvor flip betyder ”skifte i sindstilstand ved indtagelse af narkotika”, og så er det forklaret, at flipperne er en gruppe af ungdomsoprørere fra 1960'erne og 1970'erne, som tog afstand fra det borgerlige samfund, var langhårede, klædt i antimode, og som ofte brugte euforiserende stoffer.
Klaus Lynggaard har ikke brug for nogen ordbog for at beskrive, hvad det vil sige at være flipper. Han var én af dem. Han voksede op i en kernefamilie med en mor, som var sygeplejerske, og en kunsthåndværkerfar, som arbejdede med keramik og glas. Forældrene blev skilt, da han var en ung voksen. I årene i realen på Vallerødskolen i Kokkedal var Klaus Lynggaard en af flipperne. ”Martin & Victoria” skulle egentlig have været en dannelsesroman om flipperne, og på en af bogens første sider præsenterer hovedpersonen Martin sig med følgende ord:
”Jeg var flipper og stolt af det. For fred, fri tjald og naturlighed – hvad det så indebar. Imod atomkraft, EF og en forrykt verden, styret af, hvad der virkede som skrigende forrykte gamle mænd.”
Romanens Martin gik 3. real og kørte ud i livet på en togears Puch, men på bogens tredje side fik han øje på en solbrændt pige i hvidt. Martin blev forelsket. I stedet for at være et generationsportræt af flipperne blev Klaus Lynggaards roman en til tider berusende kærlighedshistorie, der stadig bliver læst i landets folkeskoler.
Det var, da Klaus Lynggaard gik realen på Vallerødskolen i Kokkedal, at Lynggaard blev flipper med langt hår og gerne gik klædt i islandsk sweater.
”Flippere var hippier uden ideologien. Vi ville gerne nyde musikken og ryge hashen, men vi gik ikke ud og demonstrerede eller var politisk aktive på anden måde. Vi dyrkede gerne fri sex, tog stoffer og gjorde alt det lystbetonede, men vi var ikke til mikro-makro-mad og ville hellere have den mad, som vores mor lavede. Hvor hippierne havde været på 'det store vi' og fællesskabet, så var flipperne nok mere selvcentrerede og interesserede i nydelsen.”
"Flippere var hippier uden ideologien. Vi ville gerne nyde musikken og ryge hashen, men vi gik ikke ud og demonstrerede eller var politisk aktive på anden måde," siger Klaus Lynggaard. Foto: Leif TuxenHan begyndte at ryge, cirka samtidig med at han begyndte at skrive digte, og når det blev fredag, var han en del af en flok, som brugte deres lommepenge på at købe hash hos den lokale pusher i Hørsholm. Super Niels blev pusheren kaldt. Klaus Lynggaard husker turen til parcelhuset, hvor en forsigtig dame åbnede døren til parcelhuset, hvor Super Niels havde en flipperhule.
”Her sad han med sin kæreste og et stereoanlæg. Man måtte ikke stresse, når man var hos Super Niels. Vi havde betalt for hashen, men inden man tog afsted, mixede han en fed, som man røg med ham.”
De næste mange timer flød de ud på madrasser og lyttede til musik. Han husker det som en god tid. Nogle af vennerne fra dengang er fortsat gode venner i dag.
”Jeg tror, rigtig mange af os havde en uro i kroppen, som i dag sikkert var blevet diagnosticeret med et eller andet. Dengang mente vi, at man blev et finere menneske af at ryge hash, men det passer jo overhovedet ikke. Man bliver bare sløv, men sådan så vi det ikke. Vi selvmedicinerede.”
Mangel på drømmeI 1977 fik Klaus Lynggaard en bolig i det indre København. Når han i dag fortæller om den lille andelslejlighed i Nansensgade, som han havde tjent til ved at arbejde på fabrik i et halvt år i Sverige, siger han, at han ikke dengang vidste, hvor heldig han egentlig var. Men han vidste, at han var vild med at være i København. Med flytningen fulgte, hvad man kan beskrive som et hamskifte.
Han var blevet nysproglig student, havde været i USA ad to omgange og ville læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
”Jeg var optaget af Baudelaire (1821-1867) og Rimbaud (1854-1891), men det var i en tid præget af marxismen, og vi skulle lave ideologikritiske analyser af teksterne. Det var ikke lige mig, så jeg droppede hurtigt ud.”
I tiden på universitetet nåede han at få venskaber, der har været vigtige. Han nævner blandt andre digteren Søren Ulrik Thomsen.
Og nu er det på tide at få introduceret en af de vigtige bipersoner i Klaus Lynggaards liv. Musikeren David Bowie (1947-2016). Efter interviewet er afsluttet, finder Lynggaard et essay, som han skrev for en del år siden om dengang, punken var et kulturelt kraftcenter. Her har han skrevet følgende om David Bowie:
”Bowies rolle i sammenhængen kan ikke understreges kraftigt nok, da han mere end nogen anden stod som overgangsfiguren mellem hippiedrømmen og punkens mangel på drømme overhovedet ... og vi var alle Bowie-kids, på et eller andet niveau. Min påstand er, at det store flertal af den første bølge af punks, som herhjemme manifesterede sig i årene 1977 til 1980, havde en fortid som Bowie-freaks.”
Klaus Lynggaard blev en del af det tidlige punkmiljø. Håret blev klippet helt kort, og han gik ikke længere i en tung islandsk uldsweater, men foretrak sort tøj. Den vigtigste forandring havde dog ikke noget med hår og tøj at gøre. Punken var en tilgang til livet.
”Da jeg flyttede til København i 1977, havde jeg en følelse af, at 80'erne ville blive min generations årti. Vi skød alt det ned, som havde været før os, medmindre det var fjerne idoler som de franske digtere.”
Nøglen i punk var ifølge Klaus Lynggaard: Gør det selv. Man skulle ikke lade andre diktere ens liv, men selv skabe det fra bunden. I essayet om den tidlige punk udtrykker han det således:
”Sloganet D.I.Y., do it yourself, var styrende i den indledende fase, hvor der blev kigget mindst lige så meget på viljen som på resultatet. Og indimellem præsterede folk noget fremragende indenfor et felt, de overhovedet ikke mestrede. Om end det i sandhedens interesse var sjældent.”
Han siger:
”Punkmiljøet var en negation af hippiemiljøet. De gik i farver. Vi gik i sort. De var fællesskab, og vi var individualister. De ville fred og kærlighed, vi var konfrontatoriske og vrede. Jeg havde meget vrede i mig. Jeg var vred på USA, USSR, hele måden, verden var indrettet på, men jeg var også vred over mine forældres skilsmisse. Verden var ny, og jeg var tosset over, at den ikke var perfekt.”
Klaus Lynggaard drømte om at digte, være kritiker og spille musik. I 1979 fik han et digt optaget i tidsskriftet Hvedekorn, hvilket han tog som et udtryk for, at han faktisk kunne digte, og da han fyldte 25 år, udkom hans første digtsamling.
"Punkmiljøet var en negation af hippiemiljøet. De gik i farver. Vi gik i sort. De var fællesskab, og vi var individualister," siger Klaus Lynggaard. Foto: Leif Tuxen”Jeg havde ikke fået en kandidatgrad, men jeg var blevet digter. Jeg var noget.”
Når Klaus Lynggaard taler om den tidlige punk, nævner han navnene på en række kunstnere, som var fascinerede af bevægelsen. Han var en del af kredsen, hvor digtere, musikere og billedkunstnere mødtes til koncerter og udstillinger, og han udgav selv digtsamlinger i 1981, 1982 og igen i 1983.
Han ville skrive en roman og læste tunge modernister for at få inspiration og forsøgte sig med en fortættet prosa. Det virkede ikke, men da han læste den amerikanske forfatter Charles Bukowski, fandt han ud af, hvor enkelt en historie egentlig kan fortælles. Sådan blev ”Martin & Victoria” til.
Det skulle være dannelsesromanen om flippermiljøet, men blev i stedet en klassiker om en stor ungdomsforelskelse.
RacermelI punkmiljøet var der masser af amfetamin. Klaus Lynggaard husker, at de kaldte det for racermel.
”Det var et pulver, man sniffede, og så kunne du køre i 48 timer og tale som et vandfald.”
I de år var Klaus Lynggaard optaget af stoffer. Han mente, at stoffer kunne åbne nogle døre, og var levende optaget af Timothy Francis Leary, som var tidens lsd-guru.
”Jeg mente, at stoffer og narko var godt. Alkohol var godt. Det var ikke noget, jeg var bange for. Jeg mente, at det var den vej, jeg skulle gå.”
Når han havde skrevet et kapitel til det, som blev til ”Martin & Victoria”, gav han sig selv en belønning:
”Jeg tog noget speed, drak nogle bajere, røg noget hash og nogle cigaretter. Sådan var det.”
Da han fik sit gennembrud, var punkmiljøet noget, Klaus Lynggaard talte om i datid. Det kreative fællesskab var, som han formulerer det i sit essay, reduceret til tomme riter, ekstrem, men ensartet dårlig påklædning samt narkoopløste stakler. Han skriver:
”Narkoen, hedonismen, negativismen, det indbyrdes nag og nid, nihilismen og i sidste ende, hele det selvdestruktive trip, forårsagede en implosion, der var lige så uundgåelig som den – for nogle – var desillusionerende.”
Klaus Lynggaards liv blev forandret efter udgivelsen af ”Martin & Victoria”. Det var på det her tidspunkt, han mødte Anne-Marie, som han har været sammen med siden og gift med i snart 35 år. Han blev en af de forfattere, som blev inviteret i radio og tv. Når han fortæller, lyder det, som om han også var i gang med sin egen implosion. Med succesen fulgte penge, som han brugte på alkohol, byture og taxaer. Op mod jul i 1988 var han på en druktur, som blev hans sidste.
”Jeg fandt ud af, at det ikke længere var mig, som bestemte. Det var alkoholen.”
I februar 1989 tog han til Lolland og blev behandlet efter Minnesotamodellen.
”Jeg lærte en ny måde at tænke på. Der var ingen, som sagde, at jeg skulle holde op med at drikke for evigt. Man skulle bare tænke 24 timer frem og passe på med vrede, sult og søvnmangel, for det er noget af det, som kan trigge misbruget.”
Da han efter tre måneder vendte tilbage til København, blev det afgørende for ham, at han kunne gå til møder i Anonyme Alkoholikere, AA.
”AA betød alt for mig. Det var et sted, hvor jeg var sammen med nogle, der kæmpede med de samme ting som mig. I AA er alle i samme båd, og der er ingen klasseforskelle. Til møderne må du tale lige så længe, du vil, og det er et sted, hvor du kan få læsset af, uden at nogen dømmer dig eller kommer med gode råd. Jeg havde rigtig meget glæde af det, for jeg havde svært ved at finde tilbage i tilværelsen uden det misbrug, som havde været mine krykker.”
Bananer og RibenaLitteraturkritikeren og digteren Lars Bukdahl skrev for nogle år siden i Weekendavisen, at der er digtere, som forbliver 80'er-digtere, fordi de ikke har udgivet gode og vigtige digte siden. Og så er der dem, som er 80'er-digtere, fordi de slet ikke har udgivet digte siden 1980'erne. Sådan en digter var Klaus Lynggaard meget længe. I stedet har Klaus Lynggaard, igen med Bukdahls ord, været en overkompetent rockanmelder i Dagbladet Information med generøst grasserende, essayistiske tilbøjeligheder. Lidt til sin egen forundring viste det sig, at Lynggaard skrev en blanding af digt og hallucineret fabel det år, hvor han var i kemobehandling.
I dette efterår er det 10 år siden, han kæmpede med en lungebetændelse, som ikke ville forsvinde. En dag i november opsøgte han sin læge. De talte om den genstridige lungebetændelse. Lægen mente, at han skulle have en røntgenundersøgelse. Dagen efter blev han ringet op af lægen, som bad ham komme, for de havde opdaget en stor tumor i den ene lunge. En lille måned senere blev han indlagt på Rigshospitalet.
Lægens ord før operationen på Rigshospitalet husker han tydeligt næsten 10 år senere. Lynggaard ser på sin gæst og opfører en monolog:
”Der er tre muligheder, Lynggaard. Enten vågner du, og vi har taget din lunge. Eller du vågner, og vi har ikke taget din lunge, fordi svulsten sidder for tæt på spiserøret. Eller også vågner du ikke.”
Han siger, at han sov trygt den nat på Rigshospitalets 13. sal.
”Jeg er fatalistisk anlagt. Jeg tænker: Sådan er det. Hvis jeg ikke vågner, er det sådan, det er.”
Han var hjemme hos Anne-Marie og deres hunde lillejuleaften.
Der har været mange hunde i Klaus Lynggaards liv. Chili er den nyeste hund i huset. Egentlig boede hun i Gentofte, men Chilis ejer blev dement og kunne ikke længere huske, at hun havde en hund, og derfor overtog Klaus Lynggaard Chili. Foto: Leif Tuxen”Jeg skulle lære at trække vejret med en lunge. Det var svært, og da jeg lige var ved at komme mig, begyndte kemoen.”
Kemobehandlingen tog hårdt på ham. Det blev til et år, hvor han nærmest levede af Ribena og bananer og kæmpede sig ud på daglige gåture ved hjemmet i Nordsjælland. I klare øjeblikke tog han sin telefon og skrev noter som denne:
”Læser avisen fra i går – hvor var det dog en uskyldens tid.”
Eller denne:
”Jeg er meget syg og til besvær, meget besvær. Jeg siger undskyld til alle, og de svarer, at det ikke gør noget … men det gør det.”
”Jeg troede ikke, det var en bog, men da der var gået et år, printede jeg noterne ud. Det meste var noget vrøvl, men der var også ting, som slog gnister, så dem sendte jeg til Johannes Riis, som dengang var litterær direktør på Gyldendal.”
I 2016 udkom ”Personfølsomme oplysninger”, som er både digte og en slags fabel på Gyldendal. Klaus Lynggaard siger, at bogen er som en knytnæve. Han har fået mange reaktioner på den fra læger, sygeplejersker og mennesker, som har kræft tæt på livet.
Fri for deadlinesHan tager en pastil fra æsken med Blå Ga-Jol, supplerer med et hostebolsje og er stille lidt. Hans lungekapacitet er 50 procent, og desuden har han dårligt hjerte. Han oplever, at han fungerer på halv kraft. Konstaterende siger han, at sygdommen har slidt ham, men har ikke ændret ved, at han går sine tre daglige ture med hundene, skriver ufortrødent og er den ene halvdel af podcasten ”Rockhistorier”.
Han blev fritstillet fra sit job, nogle måneder før han kunne gå pension. Det meste af sit arbejdsliv har han været freelancer med faste aftaler. De sidste fem år af arbejdslivet var han tilknyttet Weekendavisen, hvor han havde en fast økonomisk aftale, men den blev ophævet, nogle måneder før han kunne gå på pension. Han siger, at det egentlig var okay.
”Jeg var træt af avisen, det var ikke ligefrem et inspirerende sted at være de sidste par år. Og også træt af at følge med, så jeg nyder ikke hele tiden at skulle tænke på at levere så og så mange tegn før deadline.”
Flyttekasserne er fundet frem. Snart flytter Klaus Lynggaard og hans hustru, Anne-Marie, fra huset i Nødebo til et nyt hjem i Nordsjælland nær Gurre Sø. Foto: Leif TuxenDa han ikke længere skulle tænke på at skrive nye artikler, tog han fat på at skrive det, som er blevet til ”En færdig mand”. Lillejuleaften var han i mål.
Han var ikke Martin i ”Martin & Victoria”, og han er heller ikke den midaldrende Thomas i ”En færdig mand”, men han kan vældig godt lide sin hovedperson. Klaus Lynggaard mener, at han et stykke ad vejen deler livssyn med hovedpersonen. Selv beskriver Klaus Lynggaard sig som romantiker med en tro på kærligheden, en sans for naturen og en fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord, uden at ville blive dogmatisk omkring det.
Som ung var han fyldt af vrede. I næste måned fylder han 68 år, og det er et godt sted at være.
”Jeg har ikke lyst til at være kontroversiel, men bare at leve et stille og roligt liv med dets rutiner.”
Felix og Chili sover på verandaens lune trægulv. Snart er det tid til dagens anden gåtur. Det er en af de rutiner, Lynggaard sætter pris på. Han ved, hvem han ikke gider skændes med, og han vælger sine slag med omhu. Livet er blevet nemmere.