Det er en hverdagsmorgen, men bassen pumper allerede ud af store, hjemmelavede musikanlæg.
Har man på Roskilde Festival slået lejr i et af de mange områder uden støjetikette, er der ingen nåde. Heldigvis findes et asyl for de klatøjede unge på den store musikfestival, for hvem solens insisterende morgenstråler ikke er sendt fra himlen. Hvor lugten fra grøftens latrinære udskejelser stadig ikke har indfundet sig. Hvor kaffebrygningen aldrig står stille.
"Rest & Reset – tag en pause, sænk farten og slap af," står der på store bannere ved området. På blandet engelsk og dansk, i vanlig multikulturel stil på festivalen. På bagsiden af skiltene nævnes arrangørerne: "folkekirken" og "Roskilde Bibliotek".
Ikke meget antyder, at vi her besøger Danmarks største trossamfund, folkekirken. Under en stor sejldug står et par borde og bænke, en bogreol og i midten en større opsætning af kaffemaskiner. Sofa- og afslapningsmøbler breder sig ud af den alkoholfri zone, også et par joller har fået funktion som siddeplads. En ung gut er gået ombord for at indhente lidt ekstra søvn.

Tre unge mænd fra Sjælland, Villads, Gustav og Bertil, er på vej væk efter at have talt med Liane Zimsen Dambo, gadepræst på Vesterbro i København. De kom egentlig efter kaffe, men endte med at modtage velsignelsen for deres bryst.
"Jeg følte mig som et barn igen, som om jeg blev puttet af mine forældre," siger en.
"Jeg har ikke været i bad længe, men jeg føler mig renset," supplerer en anden.
"Jeg er slet ikke kristen, men det er da helt klart den mest begavede samtale, jeg har haft på en festival."
"Men også lidt kult-agtigt. Der var et rum, som var helt voodoo-agtigt."
Det mørke rum viser sig at være et lille aflukke af presenninger med nogle knoglegenstande hængende ned fra loftet. I "Sanseteltet" kan man lukke verden ude, står der.

På åndemanervis går sogne- og migrantpræst David Varming Winsløw rundt og trommer på en malerbøtte med en kniv for at kalde til samling. Morgenritualet, teltets faste aktivitet, skal i gang.
Ni samler sig i en cirkel. Først deler de koncertanbefalinger og udveksler personligt foretrukne pronominer.
Siden følger udstræk og herefter tager sognepræsten ordet. I år er det 25 år siden, at ni unge mænd døde under en rockkoncert på Roskilde Festival. Forsamlingen skal bygge en varde – en stenbunke, der i naturen fungerer som et vejsignal.
"Vi er jo på vej videre i livet, og man besluttede dengang at gennemføre festivalen, så gængerne ikke kom hjem til tomhed. Det er vigtigt i sorgen at holde fast i livet," siger David Varming Winsløw .

Siden følger liggende meditation inden morgenritualets finale: Fællessang – The Beatles' "Let it be".
Ifølge Anita Obeling Kring, sognepræst, konsulent i Roskilde Stift og projektleder for teltet, er der "stemmer i baglandet" hos Roskilde Festival, som ikke ønsker trosaktiviteter på pladsen.
"Derfor træder vi også varsomt og laver ikke et forkyndende, men derimod et åbent rum, hvor man kan komme og være. Vi skal ikke ud og opsøge folk, det er ikke mission, det er åbne arme og diakoni. Vi udøver næstekærlighed og laver sjælesorg," siger hun og tilbyder en hovedpinepille til en medtaget fyr nogle meter væk.
Der er generelt et pænt fremmøde i folkekirkens pauserum. Ved et bord sidder fem unge og tegner, mens de taler om tro og kirke. En af pigerne mener, det er hyggeligt at gå i kirke og dejligt at håbe på, der findes en, der beskytter.
Drengene er i varierende grad skeptiske. De fandt da også først ud af, de sad i folkekirkens telt og drak kaffe, da pigerne afslørede det.
"Der er ikke så mange tegn på det. Det ligner mere noget politisk," siger en af drengene og peger på en tavle under teltdugen, "skriftevæggen", hvor der i hjørnet er skrevet "free palestine" af en festivalgænger.
"De snyder folk ind," griner en. Han har meldt sig ud af folkekirken for at spare penge. De ville til gengæld alle sammen deltage, hvis der blev inviteret til salmesang i teltet.

Det gør der dog ikke. Kristeligt Dagblad spørger David Varming Winsløw, hvorfor salmer, bøn og kors er gemt væk?
"Korset er at sætte sig selv til side for at give plads til mennesker, som de er. Man kan være kirke i kirken, og så kan man gå ud i verden. Gud er ikke mere det ene sted," siger han og stopper en pibe, tænder og bakker et par gange:
"Når folk spørger, lægger jeg ikke skjul på, jeg er præst, og hvis de vil høre om Bibelen eller have en andagt, så gør vi det. Vi skal forkynde i ord og handling, men folkekirken er mest til ord. Vi skal handle mere. De unge her skal mærke evangeliet, snarere end de skal høre og forstå det."
Da dødsulykken i 2000 fandt sted, holdt Jan Lindhardt (daværende Roskilde-biskop) prædiken og bad Fadervor fra scenen. Hvorfor tør man ikke i dag?
"Det var passende, fordi festivalledelsen bad ham holde en andagt. Vi har en aftale om at lave et pauserum."

Bliver I ikke bare en kulturforening?
"Jeg går rundt med korset på ryggen, og folk er ikke i tvivl om, hvor vi kommer fra. Min pastorale dømmekraft siger mig, at vores inkluderende samvær er den bedste måde at forkynde evangeliet lige her."
Er det mission?
"Ja bestemt. Mange forstår ordet som at manipulere og have patent på sandheden. Hvis jeg går rundt og siger, at Jesus er verdens frelser, skubber jeg folk væk. Hvis jeg siger godmorgen, vil du have en kop kaffe, er det en invitation til samvær. Så deler vi den kærlighed, vi har mødt i Jesus Kristus."
