Vicky Knudsen skal lige til at smække bildøren i, men åbner den så igen.
"Hm," siger hun og står lidt med kameraet i hånden, før hun til sidst beslutter sig for at lægge det tilbage på forsædet. I stedet nøjes hun med at hænge sin orange kikkert om halsen og ser så alvorligt over på fotografen.
"Nu er det dit ansvar at fotografere, hvis vi ser en sjælden fugl, okay?".
Det er aldrig helt godt, hvis hun er af sted uden sit kamera. For tænk nu hvis. Men lige i dag må den dokumentationsopgave, der påhviler enhver engageret ornitolog og dermed også Vicky Knudsen, blive lagt til side. Også selvom der kan dukke en sjælden fugl op.
"Jeg så en sjælden gråsejler oppe ved 'hammeren' for nylig. Jeg går efter at finde sjældne fugle. Som ikke nødvendigvis er sjældne, fordi de er truede, men fordi de er fløjet meget forkert."
Vi er langt uden for turisternes højsæson her på kanten til december. Parkeringspladsen ved Dueodde Strand på Bornholm er tom for mennesker, ud over de tre der nu skal ud på fugletur. Og så den lille dansk-svenske gårdhund Gunnar. På toppen af det lukkede, lyserøde ishus danser en krøllebølletrold, men troldens smil stivner, da først ét, så flere snefnug lander på hans næse.
I fyrretræernes top kan man fornemme vinden, og langt væk høres havets støj. Det er råt derude. Og koldt. Men det er der, vi skal ud, for det er der, Vicky Knudsen er i sit rette element. Hun har valgt stedet, fordi det er fuld af barndomsminder om at se på fugle, og fuglene spiller en helt central rolle i hendes liv.
Vicky Knudsen insisterer på, at glasset altid er halvt fyldt. Det ved hun, at hendes storesøster ville have syntes om.
Foto: Pelle Rink.
Snart er vi forbi den trygge fyrreskov og ude i klitterne, hvor vinden for alvor begynder at bide i kinderne.
"Gunnaaar!", råber hun og spejder efter hunden, der er forsvundet ind i marehalmen.
"Det her bliver sådan et interview, hvor du skal skrive 'Gunnar' i hver anden linje!".
Dem, vi elsker at hade
Man kunne mistænke den 37-årige biolog, ornitolog og naturformidler for snedig markedsføring. For hunden Gunnar er også med i titlen på hendes seneste børnebog, skrevet sammen med en anden biolog, hendes medvært på P1-programmet "Vildt naturligt", Johan Olsen.
"Da Gunnar blev væk og fandt naturens farver" er første gang, Vicky Knudsen prøver kræfter med fiktionsgenren, og hun er "vildt nervøs" over det. Hun er vant til at arbejde med fakta, og selvom man godt kan få anmeldt en fagbog, så er der trods alt grænser for, hvor meget nogen kan mene om det, der i bund og grund er naturens love.
Men nu er hun ude på dybt vand. For bogen er ovenikøbet en blanding af fakta og fiktion. Tænk, hvis folk bare hader den?
"Jeg bliver meget skuffet, hvis folk ikke forstår min humor," siger hun og griner højt.
Fordommene om biologer som fodformede typer, der har det bedst, når de går i ét med omgivelserne, har Vicky Knudsen ofte mødt. Og gjort til skamme. Hun er ikke ligefrem stille. Og hun gider ikke ligne en biolog, hun kan godt lide, at hendes påklædning larmer lidt. I dag er hun med egne ord "relativt afdæmpet" i sin orange fleecetrøje, mens neglene er malet lysegrønne.
Hun bor egentlig på Vesterbro i København, men har lige købt et hus til sin mor på den ø, hvor hun er vokset op. Der er Gunnar blevet passet i en uges tid, mens Vicky Knudsen har været på Madagaskar, hvor hun har lavet optagelser til et nyt og stadig hemmeligt tv-program.
Hun har tidligere medvirket i TV 2's populære naturprogram "1 døgn, 2 hold, 3 dyr", hvor hun jagtede skestorke, trehornede skarnbasser og lægeigler sammen med blandt andre Morten D.D., Sebastian Klein og Bjørli Lehrmann.
Vicky Knudsen begyndte som sorgramt 10-årig at være rigtig fuglekigger. "Jeg havde jo venner... Men lige pludselig fandt jeg ind i et fællesskab med andre, der også var nørder ligesom mig selv. Det var virkelig stort."
Foto: Pelle Rink.
I programmet med iglerne så man Vicky Knudsen vade rundt i et bornholmsk mudderhul med bare ben for at få fat på de små blodsugende dyr. Iglerne er et eksempel på sådan en art, vi grundlæggende har misforstået, mener Vicky Knudsen. Der er et væld af arter, vi ikke bryder os om, af den ene eller anden grund. Men studerer man hver art nærmere, vil man til enhver tid finde, at lige præcis dén art kan noget helt særligt, som det ville være en skam at miste.
Hun har gjort iglen, men også husskaden, gedehamsen og ulven – ulven! – til yndlingsdyr hos børn og voksne ved at beskrive deres egenskaber i blandt andet bogen "Dyr, vi elsker at hade". "Invasiv art" er et af hendes hadeudtryk.
"Mennesket er virkelig den eneste art, der ser på andre arter og siger: 'Dem kan vi ikke bruge til noget.' Men der er ingen arter, der går og tænker: 'Nå, jeg tror, at om 2 millioner år vil jeg være én af dem, menneskene hader'," siger hun og trækker luft ind:
"Gunnar! Kom. Så. Her!".
Gummistøvlebiolog
Gunnar kommer luskende ud af marehalmen, ud på sandstranden og ser vitterligt ikke ud som én, der har lyst til de åbne vidder i dag. Man forstår ham godt, for vinden er ubarmhjertig.
Den tager fat i det ultrafine sand og fører det med sig i lavtflyvende skyer. Den truer med at flå siderne af journalistens medbragte papirblok og kaste dem langt ud over Østersøen. Og i går aftes aflyste den alle ekspresfærgerne fra Ystad til Bornholm, så den ældre og tungere færge, gode, gamle "Povl Anker", måtte sættes ind og bære Vicky Knudsen med flere sikkert over havet.
Kort efter sætter hunden sig igen demonstrativt op mod en tue marehalm.
"Fryser du?", spørger hans ejerkvinde medlidende og gnider hans pels, før hun tager temperaturen på resten af selskabet.
"Åh, I stakler!".
Vicky Knudsens dansk-svenske gårdhund Gunnar.
Foto: Pelle Rink.
Vicky Knudsen fryser overhovedet ikke selv, men hun vil godt komme staklerne lidt i møde.
"Vi trækker lidt indad i klitterne, der er mere læ."
Man kan være biolog på mange måder, men Vicky Knudsen er "gummistøvlebiolog". Det er det her, hun elsker allermest – at være ude og i ét med naturen. Det er her, hun bedst kan gøre sin viden gældende.
Med jævne mellemrum kommer de fra hende, artsbetegnelserne, små indskudte sætninger i talestrømmen, og det er typisk fugle, hun har spottet. En klump sorte prikker på himlen langt væk er duer, ringduer, siger hun efter at have haft kikkerten oppe i et sekund.
"Sortstrubet lom," siger hun med et hovedkast ud mod havet og kort efter:
"Hold da op en stor flok bjergænder!".
Vicky Knudsens forældre var naturglade og tog ofte deres to døtre med på skovture og fossilture ved stranden.
"Jeg larmede jo og skræmte alt væk, når vi var af sted! Men den fordel, mine forældre havde, var helt klart, at de ikke havde den der med: 'Der må I ikke gå hen, det må I ikke røre ved.' Der var en stor frihed og tiltro til os børn."
Hun har et minde om engang, hendes far løftede hende op for at se en hugorm, der lå på et repos og solede sig. I nærheden stod en fremmed kvinde, og da hun fandt ud af, hvad det var, de stod og så på, flygtede hun skrigende fra stedet med sin søn under armen.
"Vi frygter ofte naturen, men det er, fordi vi ikke kender den. Det er meget ofte en irrationel frygt," siger hun.
Vicky Knudsen kan se på fugle i isvind i timevis. Hunden Gunnar vil hellere ned i klitternes læ.
Foto: Pelle Rink.
De første 10 år af Vicky Knudsens liv boede hun sammen med sine forældre og storesøsteren Kivi på et fritidslandbrug i Skibby på Sjælland. Familien flyttede til Bornholm i 1997, da Vicky Knudsen var 10 år. Det var samme år, som Vicky Knudsen blev enebarn.
Ulykken
Der var 10 års aldersforskel mellem de to søstre, og storesøsteren ville gerne læse til dyrlæge. Da hun var 20 år, rejste hun derfor til Tyskland på et studieophold for at samle point.
"Hun skulle træne travheste. Det gør man ofte uden hjelm," siger Vicky Knudsen og kalder på hunden igen.
"Det var en stor trøst allerede dengang, at hun ikke vidste, hvad der skete. Hun slog bare hovedet mod et træ."
Vicky Knudsen husker at de græd. Og hun husker, at forældrene skulle ind på et hospital og verificere, at det faktisk var storesøsteren, der var død. Hun fik tilbuddet om at komme med derind, men takkede nej.
"Mine forældre sagde det, som det var, at hun nok ville se anderledes ud, når jeg så hende. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg sagde nej. Men hun havde lige været hjemme, og hun havde krammet mig. Jeg tror, jeg havde lyst til at fastholde det billede på nethinden."
Fuglens såkaldte jizz er dens umiddelbart genkendelige silhouet, det er den slags, man lærer at genkende som fuglekigger. Her er det en skarv.
Foto: Pelle Rink.
Dødsfaldet skete i marts 1997, og i efteråret samme år flyttede familien fra gården i Skibby til Rutsker på Bornholm, hvor Vicky Knudsens onkel boede i forvejen. Hun begyndte i skole i Hasle.
"Jeg tror ikke, det var for at flygte som sådan, at mine forældre gjorde det. Men det var helt klart en ny start."
"Dengang tror jeg bare heller ikke, man på samme måde greb det, når der var sket noget tragisk. I ret lang tid betragtede jeg det, som om det ikke var sket. Jeg tror...", når hun at sige, før hun afbryder sig selv:
"Bjergirisker, hvis du kan nå at fange dem?".
Fotografen gør, hvad han kan, men fuglene er for længst fløjet.
"Nej, jeg tænkte jo på hende hver dag og gør det måske stadig. Nogle gange tænkte jeg nærmest, at hun var så fantastisk, at jeg skulle have haft hendes plads. Det skal ikke forstås sådan, at jeg gerne ville dø, slet ikke. Men jeg tænkte, det var noget mærkeligt noget, at det lige var hende, der skulle dø."
Tinksmeden
Børn er gode til meget. Og én af de ting, de er gode til, er at komme sig, når der sker noget voldsomt, siger Vicky Knudsen.
"Da jeg kom tilbage i skole, var jeg ked af det, selvfølgelig. Men børn ved også, tror jeg, at det er bedst at komme tilbage til hverdagen og ikke have et jerngreb i sorgen. Det er jo sådan, man tænker, andre skal have det, hvis man en dag ikke er her mere, og det ville min søster helt sikkert også have ønsket sig."
Skifersten på Dueodde. I skiferet kan man også finde fossiler, de aflange graptolitter.
Foto: Pelle Rink.
"Noget andet, jeg tror, hun ville have syntes var fint, er, at jeg altid ser glasset som halvt fuldt."
Vi vandrer gennem klitterne, mens kulden begynder at tage til.
"Der er en gærdesmutte derinde," siger hun og peger ind i en tot marehalm, men gærdesmutten sidder ikke og venter på langsomme spottere, den er hurtigt videre.
Når man spørger, hvorfor det lige præcis er fuglene, der fascinerer hende allermest, vender hun tilbage til en fugletur, hun var på med sine forældre i moseområdet Ølene på Bornholm, lige da de var flyttet herover. Fra fugletårnet så hun en tinksmed, det var første gang, hun så den lille vadefugl. "Adfærd livlig" og "larmende", står der om den i Naturbasen.
I tårnet var også en kvinde, "en af fuglefolkene herovre", som så på Vicky Knudsen og sagde:
"Du skal da med på en fuglelejr!".
Kort efter kom der et postkort i postkassen hjemme hos Vicky Knudsens forældre. På kortet var der en tinksmed. Inden længe var hun aktiv i den lokale ungdomsafdeling af Dansk Ornitologisk Forening.
Det er ikke helt godt at være af sted uden kameraet, når man er ornitolog. For hvad nu hvis man ser noget, der skal dokumenteres og registreres? I dag er det dog kun kikkerten, der er med.
Foto: Pelle Rink.
"Jeg havde jo venner... Men lige pludselig fandt jeg ind i et fællesskab med andre, der også var nørder ligesom mig selv. Det var virkelig stort."
Forældrene blev siden skilt, og hendes far flyttede tilbage til Sjælland.
Det gik ikke altid lige godt med at koncentrere sig i skolen, men hun opdagede samtidig, at alt, der havde med fugle og natur i øvrigt at gøre, det sad uhyggelig godt fast. Det endte med biologi på universitetet, et formandskab for ornitologernes ungdomsafdeling, DOF UNG, og i 2017 fik hun på Naturmødet prisen som Danmarks bedste naturformidler for sin evne til at få sin begejstring for naturen ud over rampen.
"Gunnar!", kalder hun for at få hunden op af et musehul, den har gravet sig ned i.
"Jeg har fået at vide, jeg havde damp, lige siden jeg var barn. Og som yngre gik det mig meget på, når folk sagde det, for det lød ofte så negativt. Men senere har jeg tænkt, at der er stor forskel på mennesker. Noget, der er fint ved netop dén her art, er, at vi er så forskellige. Vi er nok også den art, der er hårdest ved hinanden."
En art mindre
I 2021 gik Vicky Knudsen ned med stress. Det havde bygget sig op gennem en tre års tid, siger hun, mens vi bevæger os ind mod Dueoddes fyr. Og når det har det, skal man regne med, at det tager omtrent lige så lang tid at komme ud af det igen.
"Men det positive," som hun siger, er, at hun har lært meget om sig selv.
"Jeg har jo nok været ret optaget af at gøre alle glade og ret dårlig til at sige nej. I starten tænkte jeg, det var vigtigt, jeg sagde ja til alt og fik svaret på alle mails lige med det samme og alt, hvad folk skrev på sociale medier. "
Hunden Gunnar er velopdragen, men får også frihed til at løbe og grave huller.
Foto: Pelle Rink.
Det var så heller ikke altid lige pænt, det folk skrev, tilføjer hun.
"Jeg får ikke så meget had, som andre, jeg kender. Jo, efter 'Vild med dans'," siger hun med et stramt smil.
Vicky Knudsen henviser til hendes medvirken i det populære kendisprogram i 2020, hvor hun, første gang hun var på gulvet, satte rekord med den dårligste bedømmelse nogensinde efter en dans: fem ettaller.
"Nej, men jeg kan for eksempel huske, jeg lavede sådan et opslag om biodiversitet, og så var der én, der i kommentarfeltet skrev: 'Hvis du nu holdt op med at trække vejret, så var der da én art mindre'. Jeg svarede ham, at det altså kun ville være et individ og ikke en art, der forsvandt. Men derudover: 'Mener du helt seriøst, det ville være godt, hvis jeg var død?'."
"Lige da jeg begyndte med at lave ting, der kom i fjernsynet, kunne jeg begynde at græde, hvis nogen skrev, jeg havde en skinger stemme. Men jeg har lært at sætte det i forhold til alt det andet, folk skriver. For det positive fylder så meget mere og er det, der virkelig betyder noget."
"Det der med at jeg er for grinende, højrøstet. At jeg går for farverigt klædt... Der er folk derude, der har en grim mening. Men det gør mig ikke ked af det mere. Man kan aldrig gøre alle glade. Og så er der også en lille pige, der skriver, at nu har hun besluttet, hun også vil være biolog, fordi hun har set, at det kan man sagtens være, samtidig med at man kan lide at gå i glimmer. Så smelter mit hjerte. Og ja, jeg taler rigtig meget. Men måske kan jeg sætte ord på noget, andre ikke kan sætte ord på?".
At tilpasse sig
To sorte englevinger ligger i skovbunden lige uden for parkeringspladsen.
"Næh, en død skarv," siger Vicky Knudsen uimponeret.
Religiøs bliver hun aldrig, dertil er hun for "naturvidenskabsagtig", siger hun.
"Men jeg har respekt for, at man kan have det sådan med naturen – animistisk, spirituelt."
Hun tygger lidt på ordet "naturen".
"Det siger egentlig ret meget om os mennesker, at vi overhovedet har det begreb. Som om vi er adskilt fra den."
Det blev ikke til nogen sjælden fugl i dag. Vipstjerten så vi til gengæld, og selvom den ikke er en sjælden art, så burde den være trukket sydpå nu. Men flere og flere er begyndt at overvintre, siger Vicky Knudsen.
Man kan ikke tage alt, hvad fuglene gør, som et udtryk for klimaforandringer, siger hun. Den før så sjældne og eksotiske sølvhejre, der kommer sydfra, er begyndt at yngle i Danmark. Men det kan blandt andet skyldes, at den, efter at den blev fredet, har spredt sig naturligt mod nord, i takt med at bestanden er blevet større. For hejrerne er faktisk ganske kuldetolerante.
Som alle andre naturentusiaster bliver hun bekymret, når biodiversitets- og klimaprognoserne kommer op. Men hun mener samtidig, at begejstring og glæde er helt centralt i den kamp, der skal kæmpes.
"Min mærkesag er helt klart at få andres øjne op for, hvor fantastiske alle de andre arter er. Både fordi vi alle sammen er opstået af den samme lille mikroorganisme. Og fordi, åh, vi altid taler om naturen som noget, der har nytteværdi for os mennesker. Men homo sapiens har altså været her på kloden i ret kort tid."
En falden engel eller en død skarv?
Foto: Pelle Rink.
En kort, men betydningsfuld rum tid, kunne man indvende. Nogle påstår, at mennesket selv er en invasiv art. Vicky Knudsen forsvarer os, menneskearten, og siger, at vi også bare har spredt os naturligt. Men, siger hun, vi kan ikke komme uden om, at vi fylder "ekstremt meget" og også må påtage os skylden for biodiversitets- og klimakrisen.
"Det er rigtigt, at mennesket altid har udnyttet naturen. Men ligesom andre arter så kan menneskearten tilpasse sig. Og der skal vi nok begynde at tænke på at ændre os helt grundlæggende og give plads tilbage til de andre arter."
"Og det er så der, jeg siger: Man kan ikke holde af noget og have lyst til at passe på det, hvis ikke man kender det. Kom så Gunnar, nu skal du ind og have varmen!".
Da Gunnar er lukket ind på bagsædet af Vicky Knudsens bil, er det tid til en cigaret under krøllebøllehusets halvtag.
"Jeg tror også bare lidt, det er sådan med natur- og klimapolitik, at vi når nok ikke nogen vegne, hvis vi skal gøre alle glade. Der er mange særinteresser, men der er vi nok nødt til at indse, at vi ikke kan få alt," siger hun.
"Og det gode er, at flere og flere forstår det og begynder at tage det alvorligt."
Glasset er aldrig halvtomt for Vicky Knudsen, selvom hun lige nu virkelig godt gad, at man kunne købe sig en varm kop kaffe at køre hjem på. Før hun går mod bilen for at køre Gunnar hjem foran brændeovnen hos sin mor, får hun øje på en krage, der håbefuldt hopper rundt ved ishuset.
"Øjeblik," siger hun.
Hun kommer tilbage med en håndfuld hundefoder, som hun kaster ud til kragen. Hun har en stor svaghed for kragefugle, og noget hvidt i kragens fjer på vingerne afslører, at den mangler næring, forklarer hun. Kragen spiser og begynder straks at samle til forråd.
Krage gemmer forråd.
Foto: Pelle Rink.
"Nårh," siger Vicky Knudsen.
"Så blev det alligevel en god dag."
"hver dag tænker jeg / jeg har aldrig haft det sådan her før" lyder det blandt andet i Sebastian Nathans nye digtsamling, "Engle".
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Sproget for erfaringerne med psykisk sygdom har langsomt åbnet sig for Sebastian Nathan.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Det er vist digte
"Det føltes, som om jeg var med i et tv-program eller i en film eller i et computerspil eller sådan noget. Alt omkring mig var ligesom sådan en kulisse. Maden, jeg spiste, var ikke... det var ikke sådan rigtig mad," siger Sebastian Nathan om den tid, hvor han var i udredning i psykiatrien, og hvor hans sygdom tog fart.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Det er ikke en gave at have en psykisk sygdom. Men det er heller ikke et liv med mindre håb, siger han.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
"Når jeg har det godt, er jeg ikke hele tiden i tvivl om, hvad der er op og ned," siger Sebastian Nathan.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Sebastian Nathans tatovering på hånden har ikke en dybere mening, men når han kigger på den, er han overbevist om, at det er en måne.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Englevenner
Fra broen her kan man betragte solnedgangen over mosen. Det gør han indimellem.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Bogen er hans tak. Til Carmen, Rasmus, Magnus, Maya og hans andre venner. Modgiften mod uvirkelighedsfølelsen er at mærke, at der er punkter, hvor mennesker mødes, siger han. Hvor vi er fælles.
Foto: Johanne Teglgård Olsen