Zug.DK

Storbritanniens yngste generation bør på intet tidspunkt få mulighed for at købe cigaretter lovligt.

Sådan lyder det i et lovforslag, som tirsdag vil blive præsenteret i det britiske parlament.

Forslaget er offentliggjort på regeringens hjemmeside, og her beskrives lovforslaget som banebrydende i global kontekst.

- Det verdensførende lovforslag vil indeholde tiltag, der skal skabe en røgfri generation. Salg af tobaksprodukter til personer, der er 15 år eller yngre i år, skal stoppes, skriver regeringen.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at den britiske regerings lovforslag indeholder nogle af verdens strengeste regler mod rygning.

Tiltaget om en røgfri generation er ifølge britiske BBC inspireret af New Zealand. Den tidligere newzealandske regering indførte i 2022 et forbud mod al fremtidigt salg af cigaretter til personer født i år 2008 eller senere.

New Zealands nuværende regering, der blev valgt i oktober 2023, har dog trukket loven tilbage for at finansiere skattelettelser.

I Storbritannien skal lovforslaget, der altså præsenteres tirsdag, blandt andet også være med til at lette trykket på landets sundhedsvæsen (NHS) ved på sigt at nedbringe antallet af rygere.

- Medmindre vi handler nu for at hjælpe folk med at holde sig sunde og raske så vil en bølge af dårligt helbred i samfundet true med at drukne og ruinere vores NHS, siger sundhedsminister Wes Streeting i en pressemeddelelse i forbindelse med lovforslaget.

- Det her historiske lovforslag vil redde tusindvis af liv og samtidig beskytte NHS, tilføjer ministeren.

Der lægges i forslaget også op til eksempelvis at forbyde rygning foran skoler, hospitaler og legepladser.

Til gengæld har den britiske regering ikke inkluderet tiltag om at forbyde rygning udenfor ved pubber og caféer. Den idé blev ellers luftet af premierminister Keir Starmer i august.

Den britiske regering anslår, at cirka 80.000 personer årligt dør af rygning i Storbritannien, og at rygning koster det britiske samfund 21,8 milliarder pund - svarende til knap 200 milliarder kroner.

/ritzau/

Et nyt fagfællebedømt studie fra Center for Kræftforskning i Kræftens Bekæmpelse kæder brugen af hormonspiral sammen med en øget risiko for brystkræft.

Det skriver Politiken.

Studiet viser, at for 10.000 kvinder, der har haft hormonspiral i fem år, vil 14 flere have fået brystkræft, end en gruppe på 10.000 kvinder, der ikke har brugt hormonel prævention.

- Hormonspiral øger risikoen for brystkræft sammenlignet med kvinder, der ikke har hormonspiral eller benytter anden hormonprævention.

- Vi skal derfor betragte brystkræft som en bivirkning til hormonspiralen, siger Lina Mørch, der er seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse og er medforfatter til studiet, til Politiken.

Studiet dokumenterer ikke i sig selv, at brystkræft er forårsaget af fem års brug af hormonspiral. Forskerne har dog taget højde for andre faktorer - eksempelvis brug af p-piller, rygning og overvægt - som kan have indflydelse på resultatet.

Ellen Løkkegaard, der er overlæge ved Nordsjællands Hospital og formand for professorkollegiet under Dansk Selskab for Gynækologi og Obstetrik, kalder det "vigtig information".

Hun siger videre, at det kan være, at anbefalingerne skal laves om, sådan at kvinder bør opstartes på en spiral med en lavere dosis end det, der er i dem, som er mest anvendt.

På baggrund af det nye studie vil gynækologerne se nærmere ind i, om behandlingsvejledningerne skal ændres.

Ifølge Lina Mørch skal kvinder overveje, om de skal bruge hormonel prævention. Det øger ifølge hende risikoen for blodpropper, depression og brystkræft.

Mens depression og blodpropper typisk rammer i de første år, hormon prævention bruges, rammer brystkræft senere.

For yngre kvinder er risikoen for brystkræft i forbindelse med brug af hormonspiral lille, men stiger i takt med alderen.

For kvinder over 38 år kan de være en løsning at bruge kobberspiral, siger hun. Det er her, mange kvinder begynder at bruge hormonspiral, men det er samtidig også i den alder, at risikoen for at udvikle kræft stiger, fortæller hun.

/ritzau/

”Jeg er blevet pensionist."

Det er Klaus Lynggaards åbningsreplik, og han leverer den med både lettelse og tilfredshed:

Og ja, forfatteren og kritikeren Klaus Lynggaard blev folkepensionist for snart et år siden og sætter stor pris på den frihed, han har fået. Med den nye frihed har han gjort noget, der er lidt af en sensation. Efter knap 40 års pause er han aktuel med en roman. 

Det var i 1985, han fik sit gennembrud med romanen ”Martin & Victoria”, og året efter fulgte opfølgeren ”Victorias år”. Gennembrudsromanen er solgt i omkring 100.000 eksemplarer. De mange, særligt unge, læsere, som blev grebet af Lynggaards pen i 1980'erne, har måttet vente på en ny roman. 

I de år, der er gået, har han fået en del følere fra forlagsbranchen. Flere har været parate til at udgive den roman, som han ikke fik skrevet. Men for et par uger siden landede den. Den første roman fra Klaus Lynggaards hånd i flere årtier. Det er sensationen. 

Den nye roman, som udkom på forlaget Alhambra, hedder ”En færdig mand”. Det er 352 sider om en ciskønnet, hvid, midaldrende mand i opbrud. Vi skal tale om tiden og forsøge at udspænde en bue fra Klaus Lynggaards tid som flipper til folkepensionist. Det er en mild sensommerdag, og døren til verandaen står åben. Familiens to hunde, Felix og Chili, flader ud på verandaens trægulv tæt ved deres ejers fødder og inkarnerer nærmest roen i huset i Nødebo i Nordsjælland. 

At være et skrivende menneske er det, der er gået igen i Klaus Lynggaards tilværelse. Han var 12 eller 13 år, da han skrev sine første digte. Han skrev, fordi han kunne lide legen med ordene, men også fordi det gjorde indtryk på pigerne. Men det er som 80'er-digter, at han først gjorde sig bemærket i offentligheden. Da han fik sit gennembrud, havde han fået udgivet flere digtsamlinger.

Stolt flipper

Slår man op i Den Store Danske, kan man læse, at flipper kommer af amerikansk slang, hvor flip betyder ”skifte i sindstilstand ved indtagelse af narkotika”, og så er det forklaret, at flipperne er en gruppe af ungdomsoprørere fra 1960'erne og 1970'erne, som tog afstand fra det borgerlige samfund, var langhårede, klædt i antimode, og som ofte brugte euforiserende stoffer. 

Klaus Lynggaard har ikke brug for nogen ordbog for at beskrive, hvad det vil sige at være flipper. Han var én af dem. Han voksede op i en kernefamilie med en mor, som var sygeplejerske, og en kunsthåndværkerfar, som arbejdede med keramik og glas. Forældrene blev skilt, da han var en ung voksen. I årene i realen på Vallerødskolen i Kokkedal var Klaus Lynggaard en af flipperne. ”Martin & Victoria” skulle egentlig have været en dannelsesroman om flipperne, og på en af bogens første sider præsenterer hovedpersonen Martin sig med følgende ord:

”Jeg var flipper og stolt af det. For fred, fri tjald og naturlighed – hvad det så indebar. Imod atomkraft, EF og en forrykt verden, styret af, hvad der virkede som skrigende forrykte gamle mænd.” 

Romanens Martin gik 3. real og kørte ud i livet på en togears Puch, men på bogens tredje side fik han øje på en solbrændt pige i hvidt. Martin blev forelsket. I stedet for at være et generationsportræt af flipperne blev Klaus Lynggaards roman en til tider berusende kærlighedshistorie, der stadig bliver læst i landets folkeskoler.

Det var, da Klaus Lynggaard gik realen på Vallerødskolen i Kokkedal, at Lynggaard blev flipper med langt hår og gerne gik klædt i islandsk sweater. 

”Flippere var hippier uden ideologien. Vi ville gerne nyde musikken og ryge hashen, men vi gik ikke ud og demonstrerede eller var politisk aktive på anden måde. Vi dyrkede gerne fri sex, tog stoffer og gjorde alt det lystbetonede, men vi var ikke til mikro-makro-mad og ville hellere have den mad, som vores mor lavede. Hvor hippierne havde været på 'det store vi' og fællesskabet, så var flipperne nok mere selvcentrerede og interesserede i nydelsen.”

"Flippere var hippier uden ideologien. Vi ville gerne nyde musikken og ryge hashen, men vi gik ikke ud og demonstrerede eller var politisk aktive på anden måde," siger Klaus Lynggaard. Foto: Leif Tuxen

Han begyndte at ryge, cirka samtidig med at han begyndte at skrive digte, og når det blev fredag, var han en del af en flok, som brugte deres lommepenge på at købe hash hos den lokale pusher i Hørsholm. Super Niels blev pusheren kaldt. Klaus Lynggaard husker turen til parcelhuset, hvor en forsigtig dame åbnede døren til parcelhuset, hvor Super Niels havde en flipperhule.

”Her sad han med sin kæreste og et stereoanlæg. Man måtte ikke stresse, når man var hos Super Niels. Vi havde betalt for hashen, men inden man tog afsted, mixede han en fed, som man røg med ham.”

De næste mange timer flød de ud på madrasser og lyttede til musik. Han husker det som en god tid. Nogle af vennerne fra dengang er fortsat gode venner i dag. 

”Jeg tror, rigtig mange af os havde en uro i kroppen, som i dag sikkert var blevet diagnosticeret med et eller andet. Dengang mente vi, at man blev et finere menneske af at ryge hash, men det passer jo overhovedet ikke. Man bliver bare sløv, men sådan så vi det ikke. Vi selvmedicinerede.”

Mangel på drømme

I 1977 fik Klaus Lynggaard en bolig i det indre København. Når han i dag fortæller om den lille andelslejlighed i Nansensgade, som han havde tjent til ved at arbejde på fabrik i et halvt år i Sverige, siger han, at han ikke dengang vidste, hvor heldig han egentlig var. Men han vidste, at han var vild med at være i København. Med flytningen fulgte, hvad man kan beskrive som et hamskifte. 

Han var blevet nysproglig student, havde været i USA ad to omgange og ville læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet. 

”Jeg var optaget af Baudelaire (1821-1867) og Rimbaud (1854-1891), men det var i en tid præget af marxismen, og vi skulle lave ideologikritiske analyser af teksterne. Det var ikke lige mig, så jeg droppede hurtigt ud.”

I tiden på universitetet nåede han at få venskaber, der har været vigtige. Han nævner blandt andre digteren Søren Ulrik Thomsen.

Og nu er det på tide at få introduceret en af de vigtige bipersoner i Klaus Lynggaards liv. Musikeren David Bowie (1947-2016). Efter interviewet er afsluttet, finder Lynggaard et essay, som han skrev for en del år siden om dengang, punken var et kulturelt kraftcenter. Her har han skrevet følgende om David Bowie:

”Bowies rolle i sammenhængen kan ikke understreges kraftigt nok, da han mere end nogen anden stod som overgangsfiguren mellem hippiedrømmen og punkens mangel på drømme overhovedet ... og vi var alle Bowie-kids, på et eller andet niveau. Min påstand er, at det store flertal af den første bølge af punks, som herhjemme manifesterede sig i årene 1977 til 1980, havde en fortid som Bowie-freaks.”

Klaus Lynggaard blev en del af det tidlige punkmiljø. Håret blev klippet helt kort, og han gik ikke længere i en tung islandsk uldsweater, men foretrak sort tøj. Den vigtigste forandring havde dog ikke noget med hår og tøj at gøre. Punken var en tilgang til livet. 

”Da jeg flyttede til København i 1977, havde jeg en følelse af, at 80'erne ville blive min generations årti. Vi skød alt det ned, som havde været før os, medmindre det var fjerne idoler som de franske digtere.” 

Nøglen i punk var ifølge Klaus Lynggaard: Gør det selv.  Man skulle ikke lade andre diktere ens liv, men selv skabe det fra bunden. I essayet om den tidlige punk udtrykker han det således: 

”Sloganet D.I.Y., do it yourself, var styrende i den indledende fase, hvor der blev kigget mindst lige så meget på viljen som på resultatet. Og indimellem præsterede folk noget fremragende indenfor et felt, de overhovedet ikke mestrede. Om end det i sandhedens interesse var sjældent.”

Han siger:

”Punkmiljøet var en negation af hippiemiljøet. De gik i farver. Vi gik i sort. De var fællesskab, og vi var individualister. De ville fred og kærlighed, vi var konfrontatoriske og vrede. Jeg havde meget vrede i mig. Jeg var vred på USA, USSR, hele måden, verden var indrettet på, men jeg var også vred over mine forældres skilsmisse. Verden var ny, og jeg var tosset over, at den ikke var perfekt.”

Klaus Lynggaard drømte om at digte, være kritiker og spille musik. I 1979 fik han et digt optaget i tidsskriftet Hvedekorn, hvilket han tog som et udtryk for, at han faktisk kunne digte, og da han fyldte 25 år, udkom hans første digtsamling.

"Punkmiljøet var en negation af hippiemiljøet. De gik i farver. Vi gik i sort. De var fællesskab, og vi var individualister," siger Klaus Lynggaard. Foto: Leif Tuxen

”Jeg havde ikke fået en kandidatgrad, men jeg var blevet digter. Jeg var noget.”

Når Klaus Lynggaard taler om den tidlige punk, nævner han navnene på en række kunstnere, som var fascinerede af bevægelsen. Han var en del af kredsen, hvor digtere, musikere og billedkunstnere mødtes til koncerter og udstillinger, og han udgav selv digtsamlinger i 1981, 1982 og igen i 1983.

Han ville skrive en roman og læste tunge modernister for at få inspiration og forsøgte sig med en fortættet prosa. Det virkede ikke, men da han læste den amerikanske forfatter Charles Bukowski, fandt han ud af, hvor enkelt en historie egentlig kan fortælles. Sådan blev ”Martin & Victoria” til. 

Det skulle være dannelsesromanen om flippermiljøet, men blev i stedet en klassiker om en stor ungdomsforelskelse. 

Racermel

I punkmiljøet var der masser af amfetamin. Klaus Lynggaard husker, at de kaldte det for racermel. 

”Det var et pulver, man sniffede, og så kunne du køre i 48 timer og tale som et vandfald.”

I de år var Klaus Lynggaard optaget af stoffer. Han mente, at stoffer kunne åbne nogle døre, og var levende optaget af Timothy Francis Leary, som var tidens lsd-guru. 

”Jeg mente, at stoffer og narko var godt. Alkohol var godt. Det var ikke noget, jeg var bange for. Jeg mente, at det var den vej, jeg skulle gå.”

Når han havde skrevet et kapitel til det, som blev til ”Martin & Victoria”, gav han sig selv en belønning: 

”Jeg tog noget speed, drak nogle bajere, røg noget hash og nogle cigaretter. Sådan var det.”

Da han fik sit gennembrud, var punkmiljøet noget, Klaus Lynggaard talte om i datid. Det kreative fællesskab var, som han formulerer det i sit essay, reduceret til tomme riter, ekstrem, men ensartet dårlig påklædning samt narkoopløste stakler. Han skriver: 

”Narkoen, hedonismen, negativismen, det indbyrdes nag og nid, nihilismen og i sidste ende, hele det selvdestruktive trip, forårsagede en implosion, der var lige så uundgåelig som den – for nogle – var desillusionerende.”

Klaus Lynggaards liv blev forandret efter udgivelsen af ”Martin & Victoria”. Det var på det her tidspunkt, han mødte Anne-Marie, som han har været sammen med siden og gift med i snart 35 år. Han blev en af de forfattere, som blev inviteret i radio og tv. Når han fortæller, lyder det, som om han også var i gang med sin egen implosion. Med succesen fulgte penge, som han brugte på alkohol, byture og taxaer. Op mod jul i 1988 var han på en druktur, som blev hans sidste. 

”Jeg fandt ud af, at det ikke længere var mig, som bestemte. Det var alkoholen.”

I februar 1989 tog han til Lolland og blev behandlet efter Minnesotamodellen.

”Jeg lærte en ny måde at tænke på. Der var ingen, som sagde, at jeg skulle holde op med at drikke for evigt. Man skulle bare tænke 24 timer frem og passe på med vrede, sult og søvnmangel, for det er noget af det, som kan trigge misbruget.”

Da han efter tre måneder vendte tilbage til København, blev det afgørende for ham, at han kunne gå til møder i Anonyme Alkoholikere, AA.  

”AA betød alt for mig. Det var et sted, hvor jeg var sammen med nogle, der kæmpede med de samme ting som mig. I AA er alle i samme båd, og der er ingen klasseforskelle. Til møderne må du tale lige så længe, du vil, og det er et sted, hvor du kan få læsset af, uden at nogen dømmer dig eller kommer med gode råd. Jeg havde rigtig meget glæde af det, for jeg havde svært ved at finde tilbage i tilværelsen uden det misbrug, som havde været mine krykker.”

Bananer og Ribena

Litteraturkritikeren og digteren Lars Bukdahl skrev for nogle år siden i Weekendavisen, at der er digtere, som forbliver 80'er-digtere, fordi de ikke har udgivet gode og vigtige digte siden. Og så er der dem, som er 80'er-digtere, fordi de slet ikke har udgivet digte siden 1980'erne. Sådan en digter var Klaus Lynggaard meget længe. I stedet har Klaus Lynggaard, igen med Bukdahls ord, været en overkompetent rockanmelder i Dagbladet Information med generøst grasserende, essayistiske tilbøjeligheder. Lidt til sin egen forundring viste det sig, at Lynggaard skrev en blanding af digt og hallucineret fabel det år, hvor han var i kemobehandling. 

I dette efterår er det 10 år siden, han kæmpede med en lungebetændelse, som ikke ville forsvinde. En dag i november opsøgte han sin læge. De talte om den genstridige lungebetændelse. Lægen mente, at han skulle have en røntgenundersøgelse. Dagen efter blev han ringet op af lægen, som bad ham komme, for de havde opdaget en stor tumor i den ene lunge. En lille måned senere blev han indlagt på Rigshospitalet. 

Lægens ord før operationen på Rigshospitalet husker han tydeligt næsten 10 år senere. Lynggaard ser på sin gæst og opfører en monolog:

”Der er tre muligheder, Lynggaard. Enten vågner du, og vi har taget din lunge. Eller du vågner, og vi har ikke taget din lunge, fordi svulsten sidder for tæt på spiserøret. Eller også vågner du ikke.” 

Han siger, at han sov trygt den nat på Rigshospitalets 13. sal.  

”Jeg er fatalistisk anlagt. Jeg tænker: Sådan er det. Hvis jeg ikke vågner, er det sådan, det er.” 

Han var hjemme hos Anne-Marie og deres hunde lillejuleaften.

Der har været mange hunde i Klaus Lynggaards liv. Chili er den nyeste hund i huset. Egentlig boede hun i Gentofte, men Chilis ejer blev dement og kunne ikke længere huske, at hun havde en hund, og derfor overtog Klaus Lynggaard Chili. Foto: Leif Tuxen

”Jeg skulle lære at trække vejret med en lunge. Det var svært, og da jeg lige var ved at komme mig, begyndte kemoen.”

Kemobehandlingen tog hårdt på ham. Det blev til et år, hvor han nærmest levede af Ribena og bananer og kæmpede sig ud på daglige gåture ved hjemmet i Nordsjælland. I klare øjeblikke tog han sin telefon og skrev noter som denne:

”Læser avisen fra i går – hvor var det dog en uskyldens tid.” 

Eller denne: 

”Jeg er meget syg og til besvær, meget besvær. Jeg siger undskyld til alle, og de svarer, at det ikke gør noget … men det gør det.”

”Jeg troede ikke, det var en bog, men da der var gået et år, printede jeg noterne ud. Det meste var noget vrøvl, men der var også ting, som slog gnister, så dem sendte jeg til Johannes Riis, som dengang var litterær direktør på Gyldendal.”

I 2016 udkom ”Personfølsomme oplysninger”, som er både digte og en slags fabel på Gyldendal. Klaus Lynggaard siger, at bogen er som en knytnæve. Han har fået mange reaktioner på den fra læger, sygeplejersker og mennesker, som har kræft tæt på livet.

Fri for deadlines

Han tager en pastil fra æsken med Blå Ga-Jol, supplerer med et hostebolsje og er stille lidt. Hans lungekapacitet er 50 procent, og desuden har han dårligt hjerte. Han oplever, at han fungerer på halv kraft. Konstaterende siger han, at sygdommen har slidt ham, men har ikke ændret ved, at han går sine tre daglige ture med hundene, skriver ufortrødent og er den ene halvdel af podcasten ”Rockhistorier”. 

Han blev fritstillet fra sit job, nogle måneder før han kunne gå pension. Det meste af sit arbejdsliv har han været freelancer med faste aftaler. De sidste fem år af arbejdslivet var han tilknyttet Weekendavisen, hvor han havde en fast økonomisk aftale, men den blev ophævet, nogle måneder før han kunne gå på pension. Han siger, at det egentlig var okay. 

”Jeg var træt af avisen, det var ikke ligefrem et inspirerende sted at være de sidste par år. Og også træt af at følge med, så jeg nyder ikke hele tiden at skulle tænke på at levere så og så mange tegn før deadline.”

Flyttekasserne er fundet frem. Snart flytter Klaus Lynggaard og hans hustru, Anne-Marie, fra huset i Nødebo til et nyt hjem i Nordsjælland nær Gurre Sø. Foto: Leif Tuxen

Da han ikke længere skulle tænke på at skrive nye artikler, tog han fat på at skrive det, som er blevet til ”En færdig mand”. Lillejuleaften var han i mål.

Han var ikke Martin i ”Martin & Victoria”, og han er heller ikke den midaldrende Thomas i ”En færdig mand”, men han kan vældig godt lide sin hovedperson. Klaus Lynggaard mener, at han et stykke ad vejen deler livssyn med hovedpersonen. Selv beskriver Klaus Lynggaard sig som romantiker med en tro på kærligheden, en sans for naturen og en fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord, uden at ville blive dogmatisk omkring det.

Som ung var han fyldt af vrede. I næste måned fylder han 68 år, og det er et godt sted at være. 

”Jeg har ikke lyst til at være kontroversiel, men bare at leve et stille og roligt liv med dets rutiner.”

Felix og Chili sover på verandaens lune trægulv. Snart er det tid til dagens anden gåtur. Det er en af de rutiner, Lynggaard sætter pris på. Han ved, hvem han ikke gider skændes med, og han vælger sine slag med omhu. Livet er blevet nemmere. 

En 95-årig kvinde er kommet alvorligt til skade efter en lejlighedsbrand i Aalborg tirsdag aften.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

- Brandvæsenet finder hende derinde (i kvindens lejlighed, red.) og hjælper hende ud. Hun var vågen, da hun blev hjulpet ud, siger han.

Brandvæsenet får slukket branden, godt 17 minutter efter at det er nået frem til lejligheden, der ligger i Skolegade.

Brandårsagen er fortsat ukendt, men hypotesen, som politiet arbejder ud fra, er rygning i eget hjem, fortæller vagtchefen.

Vagtchefen oplyser, at den 95-årige kvinde er blevet kørt på sygehuset med brandskader på overkroppen og røgskader.

De pårørende er blevet underrettet.

Branden, der brød ud i en lejlighed på stueplan, har umiddelbart ikke spredt sig til andre lejligheder, lyder det videre fra vagtchefen.

/ritzau/

Tip hovedet bagover. Løft skuldrene langsomt op og ned. Saml hænderne og drej dem roligt rundt. Sådan nogle bittesmå bevægelser får hjernen til at slappe af, og derfor anbefaler Birgitte Hinz sine kursister at lave dem inden sengetid.

Hun er søvnspecialist og indehaver af virksomheden Søvnskolen, hvor hun hjælper folk, der døjer med søvnbesvær. Derudover holder hun foredrag om søvn for blandt andet virksomheder, sundhedscentre og sygeplejersker – og det gør hun oftere og oftere. Fordi søvn, som Birgitte Hinz oplever det, er nået op på højde med kost, rygning, alkohol og motion i sundhedsdebatten.

I sidste uge kom Sundhedsstyrelsen for første gang med anbefalinger for voksnes søvn. Mellem syv og ni timer, lyder de. I denne uge udkom så en undersøgelse fra TrygFonden blandt 5020 personer, der viser, at søvn spiller en tiltagende vigtig rolle for danskerne.

”At få tilstrækkelig med søvn” ligger således på andenpladsen på listen over, hvad der bliver anset som sund levevis, kun overgået af ”undgå rygning”. Undersøgelsen viser også, at danskerne nu rangerer søvn højere, end da de senest blev spurgt i 2016.

I en del år har søvn været vigtigt, men det er, som om fokusset lige nu når nye højder, vurderer Birgitte Hinz. Og hun har et bud på hvorfor:

”Det handler om tid. Fuldstændig på samme måde, som det tog mange årtier, fra man vidste det første om rygning og kræft, til der kom nogle politikker omkring det. Nu er det bare blevet søvnens tid," siger hun.

Noget mystisk blev målbart

Synet på søvn har ændret sig gennem kulturhistorien. I 1980’erne var det for eksempel umoderne at sove meget. Nogle vil kunne huske, at Storbritanniens daværende premierminister, Margaret Thatcher, i 1980’erne pralede med, at hun kun sov fire timer hver nat. ”Søvn er for tøsedrenge,” sagde hun. 

Også Bill Clinton, amerikansk præsident fra 1993 til 2001, er kendt for sine få timer på langs. Længe inden da havde den amerikanske opfinder Thomas Edison (1847-1931) udtalt, at søvn var ”spild af tid” og et levn fra huletiden. Og inden da var den franske kejser Napoleon Bonaparte (1769-1821) berygtet for at have sat lighedstegn mellem træthed og slaphed.

”Historien er fuld af disse kulturelt ikoniske figurer, der har sagt ting i stil med 'jeg sover, når jeg er død'. Det har i høj grad fået andre mennesker til at efterligne deres adfærd og påvirket synet på søvn,” siger Christine Parsons, som er psykolog og forfatter til en bog om søvn i Aarhus Universitetsforlags Tænkepause-serie.

Men tag bare Bill Clinton: Han måtte senere erkende, at ”alle alvorlige fejl, jeg har begået i mit liv, har jeg begået, fordi jeg var for træt”. Og det eksemplificerer egentlig, hvad der er sket med søvn i de senere år, fortsætter Christine Parsons.

”Det blev afgørende, at der fra 2009 kom teknologier, som gjorde søvnregistrering populært og muligt. Indtil da havde søvn i høj grad været mystisk for os. Men pludselig kunne folk måle deres søvn. Og når vi på den måde får ny adgang til information, har vi noget nyt at tale om, ligesom søvn blev et varmt emne i videnskaben. Der kom en række overraskende fund om, at søvn påvirker stofskiftet, hjernen, depression, demenssygdomme og meget andet,” siger hun.

Man kan sige, at søvn gik fra at være et privat anliggende til at være et offentligt, fortsætter Christine Parsons.

"Det er også i tråd med, at vi taler mere om mental sundhed end nogensinde før. Og søvnproblemer er et af de aspekter af mental sundhed, der er mindre stigmatiserende at tale om end for eksempel angst og stress. Måske fordi vi opfatter søvn som et fysisk fænomen, der lidt er uden for vores kontrol," siger hun.

Birgitte Rahbek Kornum er ph.d. og søvnforsker med speciale i neuroimmunologi og søvnbiologi på Københavns Universitet. Hun har også bemærket et øget fokus på søvn. For eksempel bliver hun meget oftere ringet op af journalister, der vil høre om hendes forskning.

”De seneste 15 år har videnskaben med større selvsikkerhed kunnet slå fast, at søvn er lige så vigtigt som at dyrke motion og undgå rygning. Og dertil kommer en generel interesse for sundhed, i hvert fald i nogle befolkningsgrupper. Det er, som om folk, der i forvejen gik op i kost og motion, er begyndt at tænke: ’Nå, hovsa, søvn er også med i ligningen, hvis man vil leve sundt og forebygge sygdomme’,” siger hun.

En dårlig nat er ikke verdens ende

Søvn er i dag en milliardindustri, og der findes et væld af app'er og ure til at overvåge den. Og interessen kan tage overhånd, er eksperterne enige om. Der er endda kommet en betegnelse for, at man på en usund måde er besat af sin egen søvn: ortosomni.

”Det er en balancegang mellem at få etableret nogle gode søvnvaner og ikke blive ængstelig. Det er vigtigt at huske på, at en dårlig nats søvn ikke er verdens ende,” siger Christine Parsons.

Og så er det vigtigt, at anbefalinger om søvn bliver formidlet på nuanceret vis. For eksempel er det ofte fremhævede ideal om syv sammenhængende timer ifølge Birgitte Rahbek Kornum ”helt forkert”. Hun siger:

”Det hører med til et godt søvnmønster, at man er vågen en gang imellem. Det skal man ikke gå i panik over. Omvendt skal man heller ikke gå i panik, hvis man faktisk sover syv timer i streg.”

Et vigtigt nøgleord for god søvn er stabilitet. Man kommer langt med at gå i seng og stå op på nogenlunde samme tid hver dag, siger Birgitte Rahbek Kornum. Stress og skærme er dog to faktorer, der kan gøre det svært. Godt en tredjedel af danske voksne sover ifølge Sundhedsstyrelsen mindre end de anbefalede minimum syv timer.

Derfor glæder det Birgitte Rahbek Kornum, at både Sundhedsstyrelsen, medierne og danskerne har øget fokus på søvn.

”Man er kort sagt mere rask, hvis man får sovet nok. Og ikke kun fysisk, men også mentalt. Hjernen kan bedre klare udfordringer, man kommer i bedre humør, bliver mere empatisk og mindre egoistisk,” siger hun.

Den amerikanske regering har fredag besluttet sig for at bremse et forbud mod cigaretter med mentolsmag, som er langt mere populære hos sorte amerikanere end hvide amerikanere.

Det oplyser landets sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters, efter at sundhedsminister Xavier Becerra har holdt møder med sorte borgerrettighedsforkæmpere.

- Det står klart, at vi ikke har drøftet det nok, og at det kommer til at tage en del længere tid, siger Becerra i en pressemeddelelse fra ministeriet.

Cigaretter med mentolsmag har i årevis været på sigtekornet for lobbyister, som kæmper mod rygning.

Argumentet lyder, at mentolcigaretterne udgør en uforholdsmæssig sundhedsbyrde for USA's sorte befolkning.

Mens det kun er lidt over hver tredje hvide ryger, som ryger mentolcigaretter i USA, er det mere end fire ud af fem sorte rygere, som ryger med mentolsmag.

Derrick Johnson, formanden for NAACP, som er USA's største og mest kendte forening af borgerrettighedsforkæmpere, siger, at hans bagland er "forarget", og at det "væmmes" over det politiske træk.

- Når det er valgår, bør politikere prioritere mennesker - ikke dem, som tjener fedt.

- Dagens nyheder fra bidenregeringen (Joe Biden, USA's præsident, red.) er et slag for den sorte befolkning, som fortsat bliver uretfærdigt udset af og dræbt af tobaksindustrien, siger Johnson.

Nancy Brown, som er formand for AHA, en amerikansk forening for bekæmpelse af hjertesygdomme, siger ifølge Reuters, at regeringen har svigtet ved ikke at tage mentolcigaretterne af hylderne.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er forbuddet blevet bremset af frygt for, at sorte vælgere ikke vil stemme på Joe Biden, når der er præsidentvalg i november.

Ifølge nyhedsbureauet har den konservative forening Building Americas Future allerede sendt breve til 75.000 demokratiske vælgere i delstaten South Carolina, hvor forbuddet bliver brugt som argument for ikke at stemme på den siddende præsident.

En reklame fra foreningen hævder, at Biden skulle tage og bruge sin tid på større problemer end at "fortælle voksne mennesker, hvad de må og ikke må".

USA's præsidentvalg foregår 5. november.

/ritzau/

Den britiske regering vil indføre en lov, der skal gøre det forbudt nogensinde at sælge tobaksprodukter til personer, der er født efter 1. januar 2009.

Et forslag til loven fremsættes i det britiske parlament onsdag, og det er et forsøg fra den konservative regerings side på at indfri et løfte om, at rygning skal udfases blandt unge mennesker.

Hvis loven bliver realitet vil Storbritannien være blandt de lande i verden, der har den strengeste tobakslovgivning.

Regeringen siger, at rygning ikke bliver ulovligt - så dem, der på lovlig vis kan købe tobak, bliver ikke påvirket.

- Hvis vi vil skabe en bedre fremtid for vores børn, er vi nødt til at tackle den største undgåelige årsag til dårligt helbred, handicap og død: Rygning, siger Rishi Sunak, der er premierminister i Storbritannien.

Kritikere siger, at tiltaget er "ukonservativt", og den tidligere premierminister Liz Truss er blandt flere medlemmer af regeringspartiet, der siger, at de har tænkt sig at stemme imod lovforslaget.

Trods modstanden ventes loven at blive vedtaget med hjælp fra oppositionspartiet Labour, der har antydet, at det støtter tiltaget.

I februar blev en lignende lov, der var indført i New Zealand, der gjorde det forbudt at sælge tobak til alle født efter 1. januar 2009, ophævet af landets nye koalitionsregering.

Den britiske regering siger, at rygning koster det britiske sundhedsvæsen, NHS, og landets økonomi omkring 17 milliarder pund - svarende til omkring 148 milliarder kroner - om året.

En stor stigning i antallet af personer, der bruger såkaldte vapes eller puffbars, har tvunget den britiske regering, der fortaler af vaping som et led i at reducere antallet af rygere, til at overveje at indføre strengere kontrol.

Under den foreslåede lov vil der også komme regler for, hvordan vapes kan vises i butikker, hvilke smagsvarianter der må være samt indpakning af vapes.

Det sker for at stoppe stigningen i unge mennesker, der bruger vapes.

/ritzau/Reuters

Risikoen for at få hjerte-kar-sygdomme som hiv-smittet stiger, efter at man har haft corona.

Det viser et internationalt studie, som Raquel Martin Iguacel, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH), har stået i spidsen for.

- Vi undersøgte forekomsten af hjerte-kar-sygdomme hos hiv-patienter efter covid, og vi kunne se, at risikoen var øget med 30 procent et år efter covid-infektion, siger hun.

Derfor kommer Raquel Martin Iguacel med en klar opfordring til hiv-patienter:

- For at forebygge det, er det vigtigt, at man bliver vaccineret mod covid. Hvis man har haft covid, er det godt at være opmærksom på andre risikofaktorer som eksempelvis rygning, sukkersyge eller forhøjet kolesterol, siger hun.

Forskerne har undersøgt i alt cirka 18.000 hiv-patienter, hvoraf 14.000 ikke tidligere havde været diagnosticeret med corona, mens den resterende del havde.

I alt fik 832 en hjerte-kar-sygdom, og forskerne fandt, at de personer, som havde haft corona, havde en øget risiko på 30 procent i året efter at have været smittet med corona.

Ifølge Raquel Martin Iguacel var der oftest tale om blodpropper i lunger eller ben eller hjertesvigt.

Sundhedsstyrelsen tilbyder i øjeblikket alle over 65 år og personer, som er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb en vaccine. Desuden tilbydes gravide i andet og tredje trimester at blive vaccineret.

Raquel Martin Iguacels forskning har ikke set på, hvordan risikoen udvikler sig efter et år. Men det viste, at risikoen var størst i løbet af årets første seks måneder.

- Risikoen var størst inden for det første halve år, og den ser ud til at være mindre i slutningen af det første år. Så jeg kan forestille mig, at risikoen falder, men det kan jeg ikke sige med sikkerhed, siger Raquel Martin Iguacel.

Det er i forvejen kendt, at risikoen for at få en hjerte-kar-sygdom er omkring dobbelt så høj for hiv-patienter som for en gennemsnitlig person.

Om andre personer med øget risiko for at få en hjerte-kar-sygdom også får ekstra forhøjet risiko efter at have haft corona, fortæller studiet ikke noget om.

/ritzau/