denne vinter
er ikke som den plejer
der er en flok af engle
Det er januar, og temperaturen ligger lige omkring frysepunktet ved Utterslev Mose i Københavns Nordvest-kvarter. Sneen er ikke smeltet endnu, men isen på søerne har trukket sig sine steder. Blishønsene og svanerne flyder frit omkring den bro ud i vandet, Sebastian Nathan gerne vil vise. Han bor lige i nærheden i en etværelses lejlighed. Det har han gjort i fem år. Så her på broen står han tit. Eller han sætter sig på en af de indbyggede bænke. Måske ryger han en cigaret, og så glor han på himlen, som særligt er smuk lige her over mosen ved solnedgangstid.
Men han er bange for fuglene! Når de sommetider går op på land og formener ham adgang til broen, holder han sig på afstand. Han vil ikke i infight med de bevingede.
Det er ham, der har skrevet de ord, som indledte artiklen her. De står i hans digtsamling, "Engle", som udkom den 19. januar på Gads Forlag. Den handler om symptomer og magi. Om sprækker i tilværelsen. Om engle!
Jeg har bedt den 27-årige forfatter møde mig her for at tale om, hvad der er virkeligt. Og vi skal gøre det, mens vi går rundt om søerne i Utterslev Mose. For mosen har en vigtig plads i hans digtes univers.
"hver dag tænker jeg / jeg har aldrig haft det sådan her før" lyder det blandt andet i Sebastian Nathans nye digtsamling, "Engle".
Foto: Johanne Teglgård Olsen
"runder om søen er fingre i panden", skrev han for eksempel i sin første digtsamling, "Honey Moon", som udkom i 2021, og med hvilken han blev nomineret til Bogforums Debutantpris. "Sindssygt godt … Hvad er det for trolddomskunst?", skrev Weekendavisens anmelder om bogen. "Et fint, særligt talent," skrev Information, mens Politiken gav den fem hjerter.
Og nu kommer så toeren (som i øvrigt har fået fem hjerter af Politiken igen og fem stjerner af Kristeligt Dagblads anmelder), og med den har Sebastian Nathan mere på spil. Fordi det er en bog om at have en psykisk sygdom. Han har skrevet den for sin egen og for sine nærmestes skyld.
"Det er så svært at sætte ord på de erfaringer, man har, hvis man har en psykiatrisk diagnose. Og det har været et forsøg på at bygge bro over det gap, der er mellem mig og min omverden, men også mig og mine nærmeste. Fordi der er nogle erfaringer, de ikke kan forstå."
Sproget for erfaringerne med psykisk sygdom har langsomt åbnet sig for Sebastian Nathan.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Det er vist digte
Sebastian Nathan kalder sig egentlig ikke Sebastian, men Nathan. Navnet er jødisk, faderens slægt er fra Israel, og Sebastian Nathan har selv boet og arbejdet frivilligt på et forlag på Vestbredden i nogle måneder som ung voksen. Men han er vokset op i Vanløse, en københavnerforstad, som han elsker. I Vanløse kan verden blive større, i takt med at man selv vokser, fortæller han. Først er der villavejen og skolen. Så tager man til fest på nabovejen og begynder at spille fodbold med drenge fra naboskolerne. Siden tager man S-toget ind til København for at tage på arbejde, købe plader og tage til koncerter.
Sit første sprog for følelsesliv fik han, tror han, gennem DR P3, som tit var tændt i hjemmet, hvor han boede med sine forældre og sin søster. Og så opdagede han Vanløse Bibliotek! Alle de cd'er, man kunne låne der! The Strokes, The Smiths og bunkevis af andre artister blev lånt med hjem og spillet over på computeren.
Da Sebastian Nathan gik på efterskole, fandt han ud af, at han ikke brød sig om at være sammen med mange mennesker hele tiden. Så han fandt interesser, han kunne dyrke alene. Han gik ture. Og så begyndte han at skrive tekster. Først var det sange, men det var megasvært ligesom at skulle rime hele tiden.
"Og så skrev jeg bare noter ... eller sådan."
Det var i danskundervisningen i gymnasiet, det gik op for ham, at det, han kradsede ned i sin notesblok, vist var digte. For formen lignede de digte, han mødte i undervisningen. Og så vendte han tilbage til biblioteket i Vanløse. Lånte alt, han kunne få fat i. Blev grebet af den rumænsk-ukrainske Paul Celan (1920-1970). Af svenske Tomas Tranströmer (1931-2015), af danske Inger Christensen (1935-2009) og Christel Wiinblad (født 1980).
Han sendte digte ind til det toneangivende litterære tidsskrift "Hvedekorn", og de blev antaget. Han søgte ind på Forfatterskolen og kom ind. Gik der fra 2017 til 2019 og fik så mange vidunderlige litterære og menneskelige indtryk, at hans hjerne næsten revnede.
Symptomer og magi
Sebastian Nathan har tidligere været diagnosticeret med depression og angst, men fik så for et par år siden diagnosen skizotypi, der kan medføre psykosenære oplevelser. Eller som han selv formulerer det:
"Man kan have nogle erfaringer, som ikke er virkelige ..., whatever that means. Det kan være smukke ting, der opstår. Det kan også være forvirrende ting eller uhyggelige ting."
"Det føltes, som om jeg var med i et tv-program eller i en film eller i et computerspil eller sådan noget. Alt omkring mig var ligesom sådan en kulisse. Maden, jeg spiste, var ikke... det var ikke sådan rigtig mad," siger Sebastian Nathan om den tid, hvor han var i udredning i psykiatrien, og hvor hans sygdom tog fart.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Han fortæller, at han har villet tage sine erfaringer alvorligt.
"Det er så nemt at afskrive det som symptomer på en eller anden måde. Men det synes jeg er lidt useriøst. Og hvad så? Hvis det virker virkeligt for mig, så er det jo virkeligt for mig. Og derfor er der også træer, der snakker i bogen, og en ræv, som er en ven, og engle, der går rundt. Det er et forsøg på at tage nogle af de erfaringer alvorligt. Det er et forsøg på at ..."
Han tøver.
"Tage det magiske seriøst ..., tror jeg. Ikke for at sige, at det at have en diagnose, er magisk på nogen måde, men ... Der er jo bare de der erfaringer, som man ikke ved, hvor man skal placere. Altså hvilken kategori falder de her forstyrrelser ned i?"
Under sit udredningsforløb i Opus, et psykiatrisk ambulatorium for unge i hovedstaden, blev Sebastian Nathan bedt om at sætte ord på sin tilstand.
"Men det var så svært for mig. Altså, det var faktisk umuligt. Det er jo erfaringer, der ikke helt findes et sprog for. Og jeg tror også, jeg var meget forvirret, da jeg startede i psykiatrien, over hvad det var, der skete med mig."
Eller som det lyder i den nye digtsamling:
hver dag tænker jeg
jeg har aldrig haft det sådan her før
"Det føltes, som om jeg var med i et tv-program eller i en film eller i et computerspil eller sådan noget. Alt omkring mig var ligesom sådan en kulisse. Maden, jeg spiste, var ikke ... Det var ikke sådan rigtig mad. Og hvis alt er fake, er det jo også ligegyldigt. Der fulgte også en meningsløshedsfølelse med. Og det var en megaskræmmende oplevelse, men jeg vidste ikke helt, hvad den betød."
Når han havde konsultation med en læge, syntes han lidt, at han selv bare sad der i stolen, fordi han var blevet bedt om det. I psykiatrien er patientens egne oplevelser og erfaringer centrale for udredningen og for behandlingen, så Sebastian Nathan blev bedt om at sætte ord på det, han oplevede. Han forsøgte famlende at fortælle om sine kulissefølelser, og de blev forstået.
"Det var en oplevelse af, at ens ord blev vægtet meget højt. Og det gjorde det på en eller anden måde mere akut at finde de rigtige ord."
Det er ikke en gave at have en psykisk sygdom. Men det er heller ikke et liv med mindre håb, siger han.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Og han følte ikke selv, ordene helt ramte rigtigt. Men omkring den tid blev Sebastian Nathan kontaktet af redaktørerne bag det, der blev til "Hjertet er en fold med heste" – en antologi med tekster om at være tilknyttet psykiatrien. Ved at gå til sine erfaringer som forfatter og arbejde litterært med at finde de ord, han manglede, åbnede noget sig langsomt, fortæller Sebastian Nathan. Og det er det noget, han er trådt længere ind i med sin nye digtsamling.
"Man snakker meget om den svære toer, men det var faktisk virkelig en fornøjelse at skrive på. Jeg tror, det føltes så vigtigt for mig, og så glædesfyldt, på en eller anden måde, endelig at finde et sprog for de der ting."
Nogle af de ord kommer her:
I mine skridt kan jeg mærke
at noget løfter mig en smule
ligesom en hemmelighed
eller en løgn
jeg beder jer
alle engle kom nu
Hvad er det her liv?!
I Utterslev Mose er den sø, vi på vores gåtur nu er nået til, stadig frossen. En masse tynde stammer står som støbt i søens mousselignende stilstand. Masser af husblas. I digtsamlingen er Utterslev Mose et tilbagevendende sted. Jeget går rundt om søerne i en endeløs vinter og en endeløs nat, hvor træerne rykker nærmere, og søerne spejler Månen.
Hvis Sebastian Nathan har set ting, der ikke er der. Og hvis de ting ikke bare skal afskrives som symptomer, så må man forsøge at kigge ind i sprækkerne. Hvad er det for en sprække, der er mellem ham og verden?
"Øj!", Sebastian Nathans ene fod skrider på den isede sti, men han holder balancen.
"Her er virkelig glat ... Det er virkelig et stort spørgsmål."
Han går videre i tavshed. Siger så:
"Jeg tror altid, jeg er faldet i staver over ting. Og bare tænker: Hvad er det, der foregår her? Det kan både være at kigge ud over sådan en sø her," han slår armen ud mod søen "og tænke 'hvad er det her?'. Men det kan også være at kigge i sit eget spejlbillede og bare ikke forstå ... Hvad er livet for noget, og hvad er det, vi har tilfælles? Kigge på mennesker, der går rundt og sådan ... Hvad laver vi?"
For ham at se er der noget, "som grundlæggende virker lidt off i verden". Som giver den karakter af at være en simulation.
Hvornår mærker du det?
"Jamen det er, når min sygdom tager fart, at jeg begynder at stille spørgsmålstegn ved, hvad der er virkeligt. Det er ikke et spørgsmål, man skal stille sig selv hele tiden. Det bliver man jo bims af. Man kommer ikke nogen steder, hvis man hele tiden skal forholde sig til, hvad der er virkeligt eller ej. For verden er jo virkelig. Det burde den jo ... Wuh! Haha!", han glider igen.
"Det kan du ikke stille noget op med. Hvor skulle du ellers leve henne, hvis ikke her. Når jeg har det godt, er jeg ikke hele tiden i tvivl om, hvad der er op og ned."
Når så sygdommen tager fart, hvad er det så, der bor inde i lommerne mellem det, du ved er virkeligt, og det, der ikke er?
"Ja, det kan jo for eksempel være sådan noget med at føle sig dybt forbundet til en ræv. At føle, at den ligesom forstår mig bedre, end nogen andre gør."
"Når jeg har det godt, er jeg ikke hele tiden i tvivl om, hvad der er op og ned," siger Sebastian Nathan.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
I bogen møder man for eksempel den omtalte ræv på allerførste side:
i nat så jeg ræven
hvad er det der løber ud på vejen og forsvinder
Og senere:
en ræv løber over vejen
hvor bispebjerg løber ud i tuborgvej
vi får øjenkontakt
jeg tænker yes
nu har du set mig
"Måske er det også noget med," siger Sebastian Nathan, "at hvis ikke du kan stole på det, du ser, og vi kan ikke stole på vores magthavere, og vi kan ikke stole på, at bussen går. Så er der ligesom kun det tilbage, vi bliver rørt af. Det, der sætter os i bevægelse. Det er et sted, vi så kan nærme os. Det er at læse en bog af Christel Wiinblad. Eller høre noget musik. Eller se en ræv i øjnene. Det er der, jeg kan mærke, at verden er virkelig."
Det er vigtigt for Sebastian Nathan ikke at romantisere de oplevelser, der følger med psykisk sygdom som hans.
"Det er ikke en gave. Det er ikke en dør, der åbner sig ind til et kreativt rum. Men jeg tror, jeg samtidig vil insistere på, at det ikke er en reduktion af mit liv at have en diagnose. Jeg oplever ikke mindre glæde end andre, tror jeg. Ikke mindre håb. Ikke mindre liv. Det er ikke et afkald, forhåbentlig."
Sebastian Nathans tatovering på hånden har ikke en dybere mening, men når han kigger på den, er han overbevist om, at det er en måne.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Englevenner
I hans nye digtsamling spiller engle en meget central rolle. De er der bag jeget, de kommer ned fra himlen, han holder en inde i sin hånd. Er det mon Gud, der er der midt mellem virkelighed og uvirkelighed?
"Så er det en ond Gud, i hvert fald. Jeg tror ikke på Gud, men hvis det er Gud, der har sat det i gang, så er jeg ikke glad for ham. Nej."
For Sebastian Nathan selv er englene ikke religiøse væsener, de er snarere magisk ladede. De er umulige at afgrænse og fører alt muligt med sig. For den, der skriver, og for den, der læser.
"Jeg tænker også meget på englene som en form for venner og beskyttere, der kan passe lidt på en."
I bogen optræder også Sebastian Nathans menneskevenner, som undervejs bliver til englene og omvendt.
Har han selv set engle, når han har gået rundt her i mosen, når han har været mest syg?
"Nej, ikke sådan engle med vinger og glorie. Men jeg har set mine venner. Og det tror jeg er det nærmeste, jeg kommer."
Bogen er hans tak. Til Carmen, Rasmus, Magnus, Maya og hans andre venner.
"Jeg tror bare, mine venner er det vigtigste for mig. Uden dem, så ... De holder mig oppe."
Som han skriver i bogen:
jeg tænker
det må være englene der følger med
og noget i mig flytter sig
noget jeg ikke er alene
om at flytte
Sebastian Nathan tror, håbet i bogen lever der.
"At i den her meget private verden, så er vi ikke alene alligevel. Jeg tror, det er modgiften mod den uvirkelighed der. At vi ligesom er fælles. At der er nogle punkter, hvor vi kan mødes alligevel. Og det er det, vi kan bygge på så. Det er det, der gør, at alt i verden ikke er fake."
Et håb
I de senere år har Sebastian Nathan indtil for nylig arbejdet på en bar ved siden af sit forfattervirke. Og han underviser i at skrive på højskoler, aftenskoler, gymnasier og ungdomsskoler. Han underviser også i Opus, hvor man gennem et forskningsprojekt tilbyder skriveundervisning som del af behandlingsforløbet. Han hjælper andre, når de leder efter ordene.
Vi er tilbage ved broen, hvor vi begyndte. De bevingede bevilger adgang, og vi varmer os på medbragt termokande-te. Det vigtigste for Sebastian Nathan er lige nu, fortæller han, at opbygge en hverdag, som er meningsfuld og håbefuld. Han holder af at gå tur her om morgenen og af at sætte projekter i gang, alene og med andre.
Fra broen her kan man betragte solnedgangen over mosen. Det gør han indimellem.
Foto: Johanne Teglgård Olsen
Og hvad håber du på?
"Lige nu og her håber jeg på, at bogen finder dem, den skal finde. Jeg tænker på dem i Danmark, der har det allerværst. Folk på afdelingerne og sådan noget. Jeg har selv været indlagt og ved, at det kan være svært at finde håb i de der situationer. Det håber jeg, bogen kan give. Men det er også et meget hypotetisk mål, tænker jeg ..."
Han sidder på bænken på broen med teen og en cigaret og kigger lidt ud på svanerne og blishønsene, der stadig flyder rundt der sammen.
"Jeg føler, jeg er et ret godt sted lige nu, faktisk. Jeg har sådan der fantastiske venner, og jeg bor godt og trygt. Og jeg skriver. Det vil også være for meget at håbe på mere, næsten?"
Bogen er hans tak. Til Carmen, Rasmus, Magnus, Maya og hans andre venner. Modgiften mod uvirkelighedsfølelsen er at mærke, at der er punkter, hvor mennesker mødes, siger han. Hvor vi er fælles.
Foto: Johanne Teglgård Olsen