Medie: Tobaksgigant lobbyede gennem ungdomspolitikere

Tobaksgiganten British American Tobacco fik i juni flere ungdomspolitikere til at lægge navn til et debatindlæg bragt i Berlingske imod aldersgrænse for cigaretter.

Det skriver Jyllands-Posten.

Mediet har fået adgang til et udkast til indlægget, der blev sendt fra en ansat i det danske lobbybureau Grace. Bureauet er hyret af British American Tobacco til at lave lobbyarbejde.

Debatindlægget kom i kølvandet på, at regeringen havde foreslået, at aldersgrænsen for køb af tobaks- og nikotinprodukter gradvist skulle ændres fra 18 til 25 år.

- Hey Guys! I forlængelse af den fælles kampagne har vi skrevet et udkast til et fælles indlæg om forslaget om en aldersgrænse på 25 år, som vi håber, at I vil være afsendere på, står der i udkastet ifølge Jyllands-Posten.

En enkelt sætning fra indlægget blev pillet ud af udkastet, hvorefter ungdomspolitikerne skrev deres navne på.

British American Tobaccos danske strategichef, Marc Yang Lauridsen, har overfor Jyllands-Posten ikke ønsket at kommentere sagen.

Alexander Blavnsfeldt, der er landsformand i SF Ungdom (SFU), er blandt dem, der står som afsender på indlægget.

Ifølge ham vidste han ikke, at tobaksgiganten stod bag indlægget.

- Jeg fik det egentlig bare og blev spurgt, om jeg kunne skrive under. Fordi SFU er enige, skrev vi under. Jeg vidste ikke, at det var forfattet af tobaksindustrien, siger han til Jyllands-Posten.

Den udlægning kan stifteren af Grace, Sune Wæsel, dog ikke genkende.

- Det er vi meget overraskede over. Vi har kommunikeret både åbent og aktivt om dette forhold i vores dialog med de unge politikere, siger han til Jyllands-Posten.

Sagen om tobakslobbyisme ligner i høj grad en tidligere sag, hvor ungdomspolitikere kæmpede imod en hævet aldersgrænse for køb af alkohol.

Her kom det i juli frem, at Bryggeriforeningen havde betalt for ungdomspolitikernes kamp imod aldersgrænsen.

/ritzau/

Politi anholder mistænkt seriemorder for drab på muslimer i USA

Politiet i den amerikanske delstat New Mexico har anholdt en mand, som mistænkes for at stå bag skuddrabene på fire muslimske mænd i byen Albuquerque i løbet af de sidste ni måneder.

Der er tale om en 51-årig afghansk mand, som selv bor i Albuquerque.

Han er formelt sigtet for drabene på 41-årige Aftab Hussein og 27-årige Muhammed Afzaal Hussain henholdsvis 26. juli og 1. august. Han betragtes også som mistænkt for de to andre drab.

Det oplyser politiet natten til onsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det seneste offer, en 25-årig lastbilchauffør ved navn Nayeem Hussain, blev dræbt fredag. Det skete, blot timer efter at han havde deltaget i begravelsen af Hussein og Hussain, der begge er af pakistansk afstamning.

Det første kendte offer i sagen er 62-årige Mohammad Ahmadi fra Afghanistan. Han blev dræbt 7. november sidste år, da han røg en cigaret uden for en købmandsforretning og café, som han drev sammen med sin bror.

Politiet har fundet adskillige skydevåben i den 51-årige mistænktes hjem. Samtidig er efterforskere i besiddelse af beviser, der viser, at den mistænkte i en vis grad kendte ofrene.

- En personlig konflikt kan have ført til skyderierne, oplyser politiet i en erklæring ifølge Reuters.

Avisen The New York Times skriver, at et muligt motiv kan være, at manden var vred, fordi hans datter havde giftet sig med en shiamuslim.

Den mistænkte er sunnimuslim.

I løbet af den seneste tid har myndighederne i Albuquerque og på delstatsniveau arbejdet for at sikre ekstra polititilstedeværelse ved moskéer under bøn.

Albuquerque er New Mexicos største by og hjemsted for omkring 5000 muslimer ud af byens i alt cirka 565.000 indbyggere.

Skuddrabene på de fire mænd, som alle var af pakistansk eller afghansk afstamning, har skræmt det muslimske samfund i Albuquerque.

Nogle familier er gået i skjul i deres hjem, mens en række pakistanske studerende ved University of New Mexico har forladt byen af frygt.

Alle fire mænd er ifølge politiet blevet dræbt i bagholdslignende angreb.

/ritzau/

Tysk fængselspræst pågrebet med hash i kebabber

En katolsk fængselspræst er mistænkt for at forsøge at smugle hash og mobiltelefoner ind i et fængsel i den tyske by Heinsberg, der ligger tæt på grænsen til Holland.

Ifølge en fortrolig rapport fra det tyske justitsministerium ankom præsten til fængslet med 13 kebabber, der var tiltænkt et arrangement i ungdomsafdelingen af fængslet.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Ved et tjek af en af kebabberne viste det sig dog ifølge den tyske avis Bild, at den hverken var fyldt med kød eller grøntsager, men med, hvad der så ud til at være, pakker med stoffer i.

I alt blev der fundet 153 gram hash samt adskillige mobiltelefoner og opladere i fem af de 13 kebabber, som præsten havde med ind i fængslet.

Fængselsdirektøren har ikke ønsket at kommentere sagen over for dpa og henviser til anklagemyndigheden i Aachen, som er den store by i området lidt syd for Heinsberg.

En talsperson for anklagemyndigheden kunne heller ikke oplyse om sagen.

Ifølge en talsperson for Aachen Stift er fængselspræsten blevet fritaget for sine pligter permanent, og der er iværksat arbejdsretlige foranstaltninger.

Det er ikke første gang, at en fængselspræst ser sit snit til at bruge sin position til at smugle ting ind i fængsler.

I januar i år blev en amerikansk tidligere fængselspræst idømt tre års betinget fængsel for at lade sig bestikke.

Fængselspræsten, der arbejdede i et fængsel i Waymart i den amerikanske delstat Pennsylvania, tog imod penge for at smugle ulovlige genstande ind i fængslet.

Det fremgår af en pressemeddelelse om præstens dom på det amerikanske justitsministeriums hjemmeside.

Det var blandt andet cigaretter, et par Gucci-solbriller og pornoblade, som fængselspræsten blev dømt for at smugle ind til de indsatte i fængslet.

/ritzau/dpa

Hundredvis af brandmænd kæmper mod skovbrande i Frankrig

Hundredvis af brandmænd kæmper mod en stor skovbrand drevet af voldsomme vindstød i Cévennes-regionen i det sydlige Frankrig.

Omkring 100 indbyggere i Bordezac-området er allerede blevet tvunget til at forlade deres hjem. Andre beboere i nærheden er blevet bedt om at blive inden døre.

Det meddeler præfekturet i Nîmes torsdag aften.

Omkring 600 hektar skov er allerede blevet fortæret af flammerne, og ti slukningsfly er sat ind for at hjælpe med at bekæmpe branden.

Derudover vil antallet af brandmænd blive øget til 950 fredag, mens i alt 140 brandbiler sættes ind.

Også i andre dele af det sydlige Frankrig kæmper brandmænd for at slukke skovbrande efter en lang periode med tørke i regionen.

I udkanten af Arles er otte beboelsesejendomme og flere små virksomheder blevet tilintetgjort af flammer, rapporterer den lokale avis La Provence.

Ilden havde angiveligt fået næring af den såkaldte Mistral-vind, der er en kraftig, kold nordvestenvind i det sydøstlige Frankrig.

For at bekæmpe branden blev 120 brandmænd, et slukningsfly og en helikopter indsat.

- Dette er en vind, som har det karaktertræk, at den udtørrer vegetationen og gør den mere modtagelig over for brand og brandspredning, siger lederen af det lokale brandvæsen, David Gaidet, til La Provence.

Han fortæller videre, at på grund af tørken er landskabet allerede så udtørret i begyndelsen af juli, som det plejer at være i begyndelsen af august.

Han understreger, at det er nødvendigt at udvise ekstrem forsigtighed under disse forhold.

Ifølge David Gaidet er ni ud af ti skovbrande i regionen forårsaget af menneskelig uagtsomhed, herunder blandt andet efterladte cigaretskodder.

Adgang til de fleste skovområder i bjergene er nu blevet forbudt.

/ritzau/dpa

Betjent bag George Floyd-drab får 20 år for at krænke rettigheder

Tidligere politibetjent Derek Chauvin har torsdag fået 20,5 års fængsel i forbindelse med drabet på den sorte amerikaner George Floyd i Minneapolis i maj 2020.

Han er allerede dømt for drabet og afsoner i den forbindelse 22,5 års fængsel.

Den nye dom får han for at overtræde Floyds rettigheder, og den afsones samtidig med den første dom, hvilket betyder, at der ikke lægges flere år til dommen.

Det skriver Reuters på baggrund af oplysninger fra den lokale tv-kanal KSTP-TV. I Minnesota afsoner fængslede typisk to tredjedele af dommen, inden de kan blive prøveløsladt.

Derek Chauvin blev i 2021 fundet skyldig i at have dræbt Floyd ved at knæle på hans hals længe nok til at tage livet af Floyd.

Chauvin har erkendt, at han krænkede Floyds rettigheder ved at foretage en anholdelse, der var uproportionel i forhold til forbrydelsen.

Floyd var, da han blev stoppet, mistænkt for at have købt en pakke cigaretter med en falsk 20-dollar-seddel.

Det er en af flere sager, hvor myndighederne har knægtet sortes rettigheder eller dræbt dem. Sagen vakte opsigt Jorden over, fordi den blev fanget på video, som viste Floyd sige, at han ikke kunne trække vejret.

Det ignorerede Chauvin og flere andre betjente, der stod omkring dem.

Det udløste massive demonstrationer i USA og andre steder i verden mod raceulighed.

I anledning af toårsdagen for drabet på Floyd meddelte præsident Joe Biden, at han vil reformere landets politi på føderalt og lokalt plan.

To af de øvrige nu tidligere betjente, Tou Thao og Alexander Kueng, er blevet dømt for hverken at gribe ind under anholdelsen eller yde førstehjælp, da det stod klart, at George Floyd ikke trak vejret.

Den fjerde betjent, Thomas Lane, er kun dømt for at undlade at yde førstehjælp, da han under anholdelsen foreslog to gange at vende Floyd om på siden.

Det er forholdsvist sjældent, at politibetjente bliver holdt strafferetlig ansvarlige for kollegers overdrevne brug af magt i USA.

På en optagelse af anholdelsen kunne man se betjenten Thao stå få meter fra Chauvin og afvise tilskueres bekymringer. Kueng og Lane var til højre for Chauvin og holdt hans ben og balder fast.

Straffen for de tre eksbetjente kendes ikke endnu. Men de risikerer op til flere års fængsel.

/ritzau/