Zug.DK

By DADAFO

Af Kenneth Auerbach Søberg

Jeg er afhængig af nikotin. Det indrømmer jeg blankt. Omstændigheder gjorde, at jeg som ganske ung, som så mange andre unge, prøvede at være “sej med de seje”. Samtidigt blev jeg bombarderet af en popkultur infiltreret af tobaksindustrien der, med sine rygende skuespillere og rockstjerner satte standarden for “coolness”. Skulle man være “cool”, skulle man ryge.

Måske var det, at begge mine forældre røg en medvirkende årsag, og det på trods af, at jeg både blev stillet kørekort og knallert i udsigt, hvis jeg kunne garantere, at jeg ikke ville begå samme fejl som dem, samt få en livslang sundhedsskadelig og økonomisk last. Fraværet af både kørekort, knallert og “coolness”-effekt vidner om, at jeg nok trak det korteste strå.

Som rygere sætter vi ild til tørret organisk materiale en gang i timen og hiver røgen ned i lungerne. Vi gør det ikke for sjovs skyld, men fordi vi – via receptorer i hjernen – har fået en hang til nikotin, der ikke er ulig den, man kan have til sukker, chokolade eller koffein. Uheldigvis findes der i røgen 5-6000 stoffer. Mindst 70 af disse kan være kræftfremkaldende. Nikotin er dog ikke et af dem.

Med andre ord: Vi tænder cigaretter for at få nikotinen, men det er røgen, der slår os ihjel.

Samtidigt er det omsonst at argumentere for, at vi kun ryger cigaretter, fordi vi er afhængige af nikotin.  Den sensoriske oplevelse af røgen – og det at have noget mellem fingrene – er også med til at gøre vanen mere indgroet. De fleste rygere vil give mig ret i, at det kun er et par cigaretter om dagen vi reelt har et nydelsesbehov for, eks. morgensmøgen, kaffepausesmøgen eller den vi ryger lige efter et godt måltid, mens resten stort set tilskrives nikotintrangen.

Receptorerne i hjernen gør, at vi er sårbare over for afhængighed af eks. sukker, koffein og faktisk også chokolade pga. af dets indhold af theobromin, men hvis vores adfærd og måden vi indtager det på ikke skader os, er afhængighed så et problem?

Lad os forsøge os med et tankeeksperiment: Hvis datidens indianere havde røget kakaobønner for at få effekten af theobromin, og at vi så mange år senere havde konstateret, at røgen var kræftfremkaldende. Sæt nu et kløgtigt hoved fandt på knuse bønnerne og hælde mælk på, så vi i stedet kunne drikke det uden at få kræft? Mit gæt er, at vi sikkert ville stå med den samme problematik, som vi gør i dag i forhold til nikotinen. Dem der altid har røget kakao har fået en indgroet sensorisk vane med at ryge det, og sundhedsmyndighederne ville være modstandere af alt med theobromin i, da det var afhængigheden til theobrominen, der drev os til den skadelige adfærd.
Lad os lave endnu et tankeeksperiment: Man trækker nikotinen ud af tobakken, og tilføjer det andre produkter eks. tyggegummi, så vil dette produkt desværre hurtigt vise sig at have en lav succesrate, da den indgroede vane og sensoriske oplevelse ikke vil blive tilfredsstillet. Hvilket er det, som vi desværre oplever med de nuværende godkendte rygestopprodukter.

Men hvis man samtidigt med at kunne levere nikotin kunne “emulere” den sensoriske oplevelse af at holde noget mellem fingrene og kunne puste synlig “røg” ud – uden at det reelt set var røg – kunne man måske tilfredsstille nikotintrangen og de sensoriske vaner på samme tid og opnå større succes.

Det var præcist det, der skete i Kina i 2003. E-cigaretten og e-væsken blev opfundet og det gik med et populært ord “viralt”. Det var ikke et produkt, der var udviklet af en stor tobaks- eller medicinalvirksomhed for millioner af kroner, men et produkt der var udviklet af en folkebevægelse og et fænomen, der bredte sig fra mund til mund. Folk oprettede fora på internettet, hvor man delte tips og tricks, byttede udstyr og væskeopskrifter. En subkultur opstod, hvilket drev teknologien frem i et rivende tempo. Der var penge at spare samtidigt med, at utallige personlige historier om den helbredsmæssig gevinst oversvømmede internettet og fik lavinen til at rulle yderligere.

Det var sådan jeg selv stiftede bekendtskab med dampen som fænomen for 2½ år siden. Jeg købte en startpakke og lidt væske, og har ikke røget en eneste cigaret siden. Min historie er helt magen til alle andre tidligere rygere og nuværende damperes historie. Og nej, vi kender ikke langtidseffekten. Men korttidseffekten er klar: Vi stopper med at ryge cigaretter, får lugte- og smagssans tilbage og generer ikke længere vores omgivelser med ildelugtende røg.

Her burde sundhedsmyndighederne være vågnet op. De burde have omfavnet teknologien og subkulturen og indset, at NU var der endelig en mulighed for at ramme den forhadte tobaksindustri lige i hjertet med en forstyrrende teknologi, der kunne være potentiel katastrofal for tobaksindustrien. Præcis på samme måde, som digitalkameraet var det for Kodak. De burde have sat sig ind i teknologien og subkulturen om dampen. Men det skete ikke.

I stedet gjorde de det stik modsatte. Damperne måtte vantro se til, mens sundhedsmyndighederne i stigende grad begyndte at advare imod damp med argumenter som: Ukendt langtidseffekt, nikotins giftighed og at damp var en “gateway” til rygning, samtidigt med at de var bange for, at det bare var et “trick” fra tobaksindustrien. Deres argumenter baseret på bekymringer og formodninger har da heller ikke stået mål med videnskabelige udenlandske studier, der enstemmigt fortæller, at damp er langt mindre skadeligt end afbrændt tobak. Desværre sælger skrækhistorier bedre end videnskab i mainstream medierne, og dementier er som oftest en by i Rusland, hvorfor det offentliges syn på damp er skævvredet i negativ retning.

Jeg forstår til fulde, at de hader tobaksindustrien. Det gør jeg selv. Historien om en af verdens stærkeste industrier er også fortællingen om løgn, korruption og det faktum, at deres produkt slår halvdelen af deres kunder ihjel, som de i øvrigt lokker ind i butikken i en så ung alder som muligt. Jeg var selv kunde i den butik, indtil jeg opdagede dampen. Og det er ikke en butik, som jeg har lyst til at vende tilbage og handle i.

I 2014 blev Tobaks produkt direktivet (TPD) stemt igennem i Europaparlamentet og Rådet og damp blev, i artikel 20, sidestillet med røg, godt hjulpet på vej af sundhedsmyndighedernes advarsler samt en massiv interesse og lobbyisme fra både medicinal- og tobaksindustrien. Som det britiske parlamentsmedlem Rebecca Taylor sagde på Global Forum On Nicotine Konferencen i Warszawa i 2014, så oversteg interessen for artikel 20 noget, hun nogensinde havde oplevet før i EU regi – både fra industriens side, men også fra damperne, som var interesserede i at påvirke deres parlamentsmedlemmer.

Det der undrer mig er, at kampen mod e-cigaretter i Danmark nu er større end kampen mod cigaretter. Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse er ofte på banen med advarsler og det på trods af, at der i forhold til sidstnævnte absolut ingen associationer er til kræft i hverken nikotin eller andre komponenter i dampvæsken. Skæver man derimod til England, er tonen en anden. Action On Smoking And Health (ASH) og Professor Robert West fra Health Behaviour Research Centre i England er store fortalere for dampen, og senest har Derek Yach, der var med til at udforme WHO’s Framework Convention on Tobacco Control argumenteret for, at en overregulering vil kunne dræbe dampen.

Det har været interessant at følge lobbyismen forud for vedtagelsen af TPD i Parlamentet. Der var særligt ét eksempel, der sprang i øjnene. Det var lobbyarbejdet foretaget af den danske virksomhed Fertin Pharma, som er en af verdens største producenter af nikotintyggegummi. Kigger man lidt nærmere på denne medicinalvirksomhed dukker der noget bemærkelsesværdigt op.

Fertin Pharma indgik i 2012 partnerskab med Altria (Tidligere Phillip Morris), som er verdens femtestørste tobaksfirma. De står nu, som de eneste, klar med dampvæsker fra november 2015, der opfylder kravene i TPD. Produkterne er produceret af søster- og datterselskaber som Okono og Richmark. Sundhedsmyndighederne har måske holdt blikket for stift rettet på tobaksindustrien og ignoreret, at der bag dem står en ulv i fåreklæder i form at en ny interessealliance.

Vender vi igen blikket mod Danmark og det lovforslag, som Nick Hækkerup har sendt i høring, vil vi opdage, at det er magen til TPD, omend det virker endnu mere restriktivt. Damp sidestilles med røg og underlægges de samme restriktioner som tobak. Samtidigt vil al nuværende teknologi, væsker og frihandel imellem EU lande blive ulovligt. Sidstnævnte bliver allerede juridisk udfordret i England, da artikel 20 kan vise sig at være i strid med EU’s forfatningstraktat.

En overregulering af dampen vil uvægerligt slå en ny blomstrende industri ihjel. Samtidigt vil en folkedrevet subkultur blive kriminaliseret, og en teknologisk udvikling, der er vant til at tage skridt med syvmilestøvler, vil blive abrupt standset. Dermed ikke sagt, at damp ikke skal reguleres, for det skal det. Der skal etableres standarder, der sikrer dampfolket de mest sikre væsker og hardware, og der skal indføres regler, der garanterer, at vores børn hverken begynder at ryge eller dampe. Men at indføre overnidkær regulering vil svare til, at vi havde indført restriktioner på biler ud fra, hvad vi vidste om hestevogne.

Min bekymring på danskernes vegne er, at vælger vi at implementere en overregulering af dampen, vil det placere den i tobaksindustriens hænder. Tobaksindustrien opfandt ikke e-cigaretten, men de er umådeligt interesseret i at komme til at eje den, da en forbrugerdrevet sundhedsrevolution, der vender ryggen til deres produkter ikke just er noget, der huer dem. Og de vil være de eneste, der har råd til at følge op på de reguleringer, som lovforslaget kræver.

I sidste ende: Hvem havde, i sin vildeste fantasi forestillet sig, at Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen og politikerne skulle gå tobaksindustriens ærinde?

This is a post from dadafo.dk - Read the original post here: Går sundhedsmyndighederne tobaksindustriens ærinde?