Zug.DK

U nder de gule efterårsblade foran Vor Frelsers Kirke på Christianshavn i København står musiker og skuespiller Jesper Groth i en kort mørkebrun rulamsjakke og tripper med sine hvide sneakers. Hans blik flakker. Det ene øjeblik taler han hurtigt. Det næste forsvinder han ind i sine egne tanker.

“Altså, jeg er jo stoppet med at ryge, men jeg kunne virkelig godt bruge en smøg lige nu,” siger han.

Ude foran stålhegnet, der indrammer kirkehaven, er præsten Mikkel Gabriel Christoffersen i gang med at parkere sin cykel. De to har kun mødt hinanden en enkelt gang før i dag. Til bisættelsen af Jesper Groths bedste ven William, som han mistede til selvmord for snart fem år siden. Den dag var Mikkel Gabriel Christoffersen præsten, der skulle sætte ord på den sorg og håbløshed, han kunne se i øjnene på de mere end tusind mennesker, der var mødt op i Vor Frelsers Kirke for at sige farvel. Ord, som satte sig fast i Jesper Groth, og som blev afgørende for hans vej ud af det indre mørke, der trak i ham efter Williams død. Derfor har han nu inviteret Mikkel Gabriel Christoffersen som sin helt i Kristeligt Dagblads nye podcast “Heltemøde”.

“Jeg ved ikke engang, om man i kirkelige termer bruger begrebet helt, men det kunne jeg godt tænke mig at sige til præsten – at det var du for mig den dag,” fortæller Jesper Groth.

Med duggede briller trasker Mikkel Gabriel Christoffersen ind under de gule efterårsblade. Han stopper op med et par meters afstand til Jesper Groth. Et kort sekund står de to foran hinanden uden at sige noget. Jesper Groth med hænderne i siden. Mikkel Gabriel Christoffersen med hænderne i lommerne på sin armygrønne Fjëllraven-jakke. De hilser muntert uden at give hånd.

“Jeg har faktisk længe haft lyst til at tale med dig om en dag for et par år siden,” siger Jesper Groth og griner nervøst, inden hans stemme bliver alvorlig, “jeg var selvfølgelig opløst af sorg den dag, der var bisættelse, men jeg kan huske, at du var en ung præst – det kan heller ikke have været ‘another-day-on-the-job’ for dig?”

I podcasten ”Heltemøde” taler musiker og skuespiller Jesper Groth med præst Mikkel Gabriel Kristoffersen, der bisatte hans bedste ven. Foto: Johanne Teglgård Olsen

Mikkel Gabriel Christoffersen ryster på hovedet.

“Der er mange bisættelser, jeg ikke kan huske, fordi de er så almindelige og ligesom følger livets gang. Gamle mænd og koner, der dør, hvor alle er taknemmelige og sorgfulde på samme tid,” fortæller han, “og så er der en bisættelse som Williams, som er alt det modsatte af det”.

Jesper Groth går tit forbi ‘kirken med det snoede tårn’, som han kalder den, men han har ikke været inden for kirkens mure siden den dag for fem år siden. I dag er han klar til at gå derind sammen med Mikkel Gabriel Christoffersen for at tale om, hvordan de hver især oplevede bisættelsen. Jesper Groth er nysgerrig på, hvordan det var for en ung præst at facilitere et så tragisk farvel. Og så har han noget at takke Mikkel Gabriel Christoffersen for. For prædikenen den dag var med til at få ham tilbage på sporet, da sorgen sendte ham ud i druk og ligegyldighed.

J esper Groth og Mikkel Gabriel Christoffersen sænker stemmerne, idet de træder ind i det store, hvide kirkerum.

“Jeg er jo fra et lille kirkesogn på Ærø, så det her er jo en meget, meget overdådig kirke,” siger Jesper Groth med hænderne i lommerne på sine lyseblå jeans.

Mens de slentrer op ad kirkegulvet, fortæller Jesper Groth, hvordan det føles, som om alle minderne fra bisættelsen foregår under vand. De billeder, der bølger for hans øjne, er et kirkegulv dækket af blomster. Et rum så fuld af mennesker, at han tænkte, at det ligeså godt kunne have været Michael Jacksons begravelse.

De sætter sig side om side på bænk nummer 13. Jesper Groth synes, det er svært at vurdere, når alle bænkene er tomme, men han tror, det var her, han sad til Williams bisættelse.

Foto: Johanne Teglgård Olsen

“Jeg skal lige have det én gang til, hvordan var det, du kendte William?” spørger Mikkel Gabriel Christofferssen undskyldende og trykker sine runde briller længere op på næsen med pegefingeren.

Jesper Groth forklarer, at de var en del af en stor vennegruppe, som boede sammen i et kollektiv på Christiania lige om hjørnet fra Vor Frelsers Kirke. Men at William og ham havde et særligt bånd. De delte hverdagen og startede blandt andet en snapse-virksomhed sammen. Og så var de begge følsomme med en hang til melankoli.

“Jeg vil vove at påstå, at William og jeg talte om alting. Undtagen det her, det var hans egen hemmelighed,” forklarer han og retter blikket stift mod marmoralteret.

Foto: Johanne Teglgård Olsen

Jesper Groth fortæller, hvordan han en iskold februardag i 2018 får et opkald fra en veninde. Hun har en underlig følelse omkring William. Følelsen smitter af på Jesper Groth. William har ikke givet lyd fra sig i halvandet døgn. Så Jesper Groth henter Williams far, som også bor på Christiania. Sammen går de den korte gåtur hen til det hus, hvor de har mistanke om, William er. Huset er helt mørkt. Alligevel går de indenfor. Og der finder de ham.

“Det er ikke kun synet, jeg husker. Jeg husker også lyden af en far, der finder sin søn på den måde. Det sidder i mig,” fortæller Jesper Groth.

William havde hængt sig selv. 29 år gammel. Omringet af kærlighed.

M ikkel Gabriel Christoffersen fisker en stak papirer op af sin rygsæk. Det er den prædiken, han holdt til Williams bisættelse.

“Jeg læste den lige for at se, hvad det egentlig var. Og jeg kan mærke, at jeg bliver helt rørt af det,” Mikkel Gabriel Christoffersen rømmer sig, “ikke fordi jeg tænker, at det er noget helt genialt noget, jeg har nedskrevet,” siger han.

Jesper Groth lyser op. Han anerkender ikke Mikkel Gabriel Christoffersens beskedenhed. For den prædiken er grunden til, at han nu sidder side om side med en præst, han kun har mødt en enkelt gang før, under de hvide hvælvinger i Vor Frelsers Kirke.

“Du sagde noget om mørket, der hjalp mig til at forstå, at jeg selv var i det,” forklarer Jesper Groth.

I tiden efter Williams død gik Jesper Groth på druk tre-fire gange om ugen med vennerne fra Christiania. Det var deres måde at dulme og dele sorgen. Men på et tidspunkt begyndte de andre at falde fra, mens Jesper Groth så sig selv synke dybere ind i mørket, fortæller han.

“Jeg gik i sort. Jeg tænkte, at alt var lige meget. Jeg var ligeglad med at ryge mange cigaretter, passe mine tænder og med de hverdagsproblemer, jeg havde med min kæreste.”

Mikkel Gabriel Christoffersen lytter med papirerne i hænderne. Han fortæller, at selv om det er en del af jobbeskrivelsen, at en præst skal stede folk til hvile, så krævede det noget ekstra for ham at komme igennem Williams bisættelse. For når man er jævnaldrende med både den afdøde og dem, der bærer kisten, kommer det hele lidt tættere på.

“Jeg kan godt huske, at det var virkelig noget med at holde fast i mig selv, da jeg holdt den her prædiken, fordi jeg havde en opgave, jeg kunne ikke sørge,” fortæller Mikkel Gabriel Christoffersen.

Foto: Johanne Teglgård Olsen

De to mænd er de eneste tilbage i kirken, da Mikkel Gabriel Christoffersen begynder at læse op af sin prædiken.

“William var et menneske, som var modtagelig for livets største kontraster. Som følte det dybeste mørke og det højeste lys. Og netop længslen efter det højeste lys og angsten efter det dybeste mørke.”

J esper Groth nikker. Det var de ord, der gav ham håb, da han var allerlængst nede. For det var først, da han opdagede, at han rummer selvsamme modtagelighed, at han kunne hanke op i sig selv og finde en vej ud af mørket.

“Min opgave i livet bliver på en eller anden måde at gå af nogle stier, hvor jeg ikke kommer til at skabe et mørke for mig selv,” siger Jesper Groth.

Under de gule efterårsblade foran Vor Frelsers Kirke vrimler det med gymnasieelever, da Jesper Groth og Mikkel Gabriel Christoffersen forlader kirken. Sammen går de ad de små stier ned til Christianias mindested ved Dyssebroen. Her lægger christianitterne blomster til dem, de har mistet.

Blomsterne på søbredden er ikke længere til William, men i et træ hænger silkebånd fra bårebuketter gennem årene stadig og flagrer i vinden.

Har du selvmordstanker, kan du ringe til Livslinien på 70 20 12 01.

Mexico forbyder cigaretrygning alle offentlige steder som for eksempel hoteller, strande, parker.

Loven er en af de strengeste i verden på området.

Reformen, der trådte i kraft søndag, gør det samtidig ulovligt for firmaer at reklamere for eller sponsorere tobaksprodukter. Det indebærer også at have dem stående synligt i butikker.

Restriktionerne kommer i forlængelse af en lov fra 2008 og gælder også andre nikotinprodukter som for eksempel e-cigaretter.

Hos Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er man glade for Mexicos nye regler på området.

- Bravo Mexico, skriver generalsekretær Tedros Ghebreyesus på det sociale medie Twitter.

- WHO byder et så modigt træk i forbindelse med tobakskontrol velkomment. Vi opfordrer alle lande til at styrke nul-tobak-politikker og hjælpe os med at forhindre otte millioner dødsfald hvert år!

Omkring 142 millioner mennesker benytter sig af tobaksprodukter på de to amerikanske kontinenter.

Størstedelen af dem, 122 millioner, er rygere, og i alt én million personer dør af det om året - eller én hvert 34. sekund, som WHO noterer det på sin hjemmeside.

Problemet er ekstra stort i Mexico. Faktisk er det hver tiende af alle landets dødsfald, der er forårsaget af tobaksforbrug eller passiv rygning.

Christian Morales Fuhrimann, som repræsenterer Den Panamerikanske Sundhedsorganisation i Mexico, sagde i sidste måned, da loven blev vedtaget, at den er et historisk skridt i den rigtige retning.

Det er dog ikke alle, som er lige glade for loven.

Kritikere kalder den formynderisk og for streng, fordi den i praksis gør, at man kun må ryge i sit eget hjem. Andre stiller spørgsmålstegn ved de mexicanske myndigheders evne til at håndhæve loven.

Irland, Grækenland, Ungarn og Malta har lignende lovgivning.

/ritzau/

Den amerikanske delstat Californien har mandag fået grønt lys af USA's Højesteret til at indføre et forbud mod tobaksprodukter med smag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forslaget fik stor opbakning, da Californiens vælgere for cirka en måned siden skulle tage stilling til det ved midtvejsvalget.

Forbuddet blev oprindeligt introduceret for omkring to år siden.

Siden da har det dog mødt modstand fra tobaksproducenter, der også har haft held med at bremse forbuddet fra at blive indført.

R.J. Reynolds, der er en del af British American Tobacco, har argumenteret for, at forbuddet strider imod føderal lovgivning i USA.

Det har Højesteret mandag besluttet, at det ikke er.

Forbuddet gælder både almindelige cigaretter og e-cigaretter. Det har blandt andet til formål at forhindre, at unge begynder at ryge.

Tobaksindustrien har brugt omkring 25 millioner dollar på kampagner imod forbuddet i Californien, skriver det amerikanske medie Politico.

Det er dog langt overgået af kampagnen, der støtter forslaget. Den har indsamlet omkring 71 millioner dollar. Størstedelen af de penge kommer fra milliardæren Michael Bloomberg, der er tidligere borgmester i New York.

Bloomberg har tidligere også finansieret kampagner mod e-cigaretter og tobaksprodukter med smag. Blandt andet har han bidraget til, at San Francisco i 2020 blev den første store by i USA til at forbyde e-cigaretter.

I Danmark er der også forbud mod tobaksprodukter med smag.

/ritzau/

En tidligere politibetjent, der var med til at anholde George Floyd i maj 2020, er fredag blevet idømt tre og et halvt års fængsel for sin rolle i den ubevæbnede, sorte mands død.

Den tidligere betjent, J. Alexander Kueng, erklærede sig i oktober skyldig i anklagerne om, at han medvirkede til drab.

Han fik straffen udmålt via et videolink til den fængselscelle i Ohio, hvor han befinder sig.

Kueng var en af fire betjente, der blev kaldt til en forretning i Minneapolis i maj 2020. Her pågreb de George Floyd, som var mistænkt for at have betalt for en pakke cigaretter med en falsk 20-dollar seddel.

I forvejen er Kueng blevet idømt tre års fængsel, fordi han ikke hjalp George Floyd, da deres kollega Derek Chauvin pressede sit knæ mod Floyds hals i ni minutter.

Det førte til Floyds død.

Også en tredje betjent, 36-årige Tou Thau, fik en dom på tre et halvt års fængsel, da retssagen sluttede tidligere i år.

Ifølge dommene er Kueng og Rhau skyldige i at berøve Floyd hans borgerrettigheder og i ikke at komme ham til hjælp.

Fredagens strafudmåling mod Kueng handler om hans rolle i drabet på Floyd.

I februar blev Derek Chauvin idømt 20 år og fem måneders fængsel for at have overtrådt Floyds rettigheder. Han var i forvejen idømt 22,5 års fængsel for drabet på Floyd.

Floyds død tiltrak sig stor opmærksomhed særligt i USA.

I 2020 satte drabet gang i store demonstrationer under navnet Black Lives Matter. Demonstrationerne satte fokus på politivold og racemæssig ulighed i USA og spredte sig også til mange andre steder i verden.

/ritzau/Reuters

L uk øjnene og forestil dig en 80-årig. Hvis der dukker en svag og inaktiv person op for det indre blik, abonnerer du på en forestilling, der kommer til at ændre sig.

Det siger i hvert fald Annette Baudisch. Hun er matematiker og professor ved Center for Populationsstudier ved Syddansk Universitet, hvor hun forsker i aldring og dødelighed for forskellige arter. For eksempel har hun været med til at undersøge, at blandt visse arter – for eksempel ferskvandspolyppen hydra vulgaris – stiger dødeligheden slet ikke i takt med alderen.

Anderledes forholder det sig med pattedyr og fugle. For mennesker stiger dødeligheden eksponentielt gennem livet, og hvert ottende år fordobles den. Det vil sige, at når man er 50 år, har man dobbelt så stor risiko for at dø, som når man er 42 år. Og når man er 58 år, er risikoen igen fordoblet. Runder man 70 år, tager risikoen for alvor til.

“At komme fra 0 til 70 år er for danske kvinder statistisk lige så let, som det er at komme fra 70 til 80 år. Når man ser matematisk på det, er det at overleve de første 70 år altså lige så nemt som at overleve de næste 10 år. Det viser, hvor meget højere, risikoen er for at dø, når man fylder 70,” siger Annette Baudisch.

Samtidig sker der dog det, at hver eneste dag stiger menneskers forventede levetid med cirka seks timer. Siden 1840 er gennemsnitsalderen i de lande, der klarer sig bedst, næsten fordoblet. Dengang var middellevealderen for danske kvinder 45 år, og for mænd var den 42,9 år. I dag er middellevetiden 79,5 år for mænd og 83,6 år for kvinder. Og de fleste børn, der er født efter 2000, vil opleve at fylde 100 år.

“Dødeligheden er faldet, fordi vi har fået bedre levestandarder, bedre teknologi og bedre ernæring. Det skyldes økonomiske og medicinske fremskridt, for at sige det helt kort,” siger Annette Baudisch.

At vi lever længere er ikke omkostningsfrit. En helt konkret omkostning er netop det ofte debatterede spørgsmål om, hvem der skal betale for det. Lige nu er udfordringen, at den store generation af babyboomere (mennesker i den vestlige verden, der er født mellem 1946 og 1964) begynder at nå pensionsalderen. Men samtidig er færre mennesker på vej til at træde ind i arbejdsstyrken.

”Så der er færre mennesker til at betale pensionen for flere mennesker, og fordi folk lever længere og længere efter pensionsalderen, har vi simpelthen et finansielt problem.”

Derfor er det fra Annette Baudisch’ synspunkt uundgåeligt, at pensionsalderen stiger.

”Hvis alle bliver 100 år gamle, hvordan skal man så forestille sig et samfund, hvor man går på pension som 65-årig og bruger 35 år på hvad? Ferie? Og hvem skal betale for det?” spørger hun.

Annette Baudisch pointerer, at forhøjelse af pensionsalderen er en kompleks affære, der ideelt bør bero på en afvejning mellem finansiel bæredygtighed på den ene side og den enkeltes livskvalitet på den anden side. For man kan have det på vidt forskellige måder efter at have arbejdet i mange år.

“Vi ved, at folk fra lavere indkomstgrupper generelt dør tidligere end folk med høje indkomster, og at gifte lever længere end ugifte. Derfor kan det være nødvendigt at skelne mellem folk, selvom jeg ved, det er svært i praksis,” siger hun.

Men er man sund og rask, giver det ifølge Annette Baudisch god mening, at man arbejder flere år.

“Hvorfor skulle vi holde folk ude af arbejdsstyrken, når de har en alder, hvor de stadig i høj grad kan bidrage til arbejdsstyrken?”

D et skulle da lige være, fordi den enkelte har set frem til at påbegynde sit otium i en bestemt alder. Annette Baudisch mener bare ikke, at et langt otium nødvendigvis er meningsfuldt for den enkelte.

“Jeg tror, det er et basalt menneskeligt behov at bidrage til samfundet og føle, at du er værdig. Vi må sørge for at fylde de her lange liv med mening, og det kan også ske i form af deltidsarbejde, frivilligt arbejde eller blot at være der for sin familie som ubetalte omsorgspersoner,” siger hun.

A nnette Baudisch har altid været fascineret af naturen, og da hun arbejdede som studentermedhjælper ved Max Planck instituttet i Rostock i Tyskland, opdagede hun, at netop studiet af aldring gjorde det muligt at beskæftige sig med mange forskellige arter uden at være biolog.

“Jeg er optaget af at prøve at forstå, hvordan ting bliver ved med at fungere, og hvorfor de falder fra hinanden. Jeg tror, min interesse kan koges ned til de t meget grundlæggende spørgsmål: Hvordan får man noget til at forblive fungerende længst muligt?”

En anden udfordring ved, at vi lever længere, er, at holde sig sund i en høj alder. Her betyder det rigtig meget, hvilken livsstil den enkelte har, siger Annette Baudisch:

“Der er lavet studier med enæggede tvillinger, som viser, at adfærden står for 75 procent af levetiden, mens generne bestemmer 25 procent. Det viser, at vores adfærd i livet er meget vigtigere end vores gener. Det er altså ikke sådan, at man enten er født med en kort levetid eller lang levetid. Man arbejder på sin levetid hele livet.”

De fleste kender nok efterhånden anbefalingerne om sund kost, motion og ingen rygning, vurderer Annette Baudisch. Hun er også overbevist om, at det hjælper at have en positiv indstilling til livet, selvom det ikke kan måles nøjagtigt, hvor stor en forskel det gør.

”Jeg tror, det værste, man kan gøre, er bare at sidde på sofaen og se tv. Omvendt tror jeg, det bedste man kan gøre, er det, man er god til. Når man bliver ældre, forstår man også bedre, hvem man er, og hvem man aldrig bliver. Det bedste, man kan gøre i en høj alder, må være at bidrage til verden med det, man unikt kan bidrage med. Og nyde det!” siger hun.

Den stigende levetid betyder også, at samfundet og den enkelte må ændre opfattelsen af alder. Og for eksempel hvad det vil sige at være 80 år.

“Ud fra et dødelighedsperspektiv er 70 det nye 60. Og 80 er det nye 70. Derfor er vores billede af, hvad en 80-årig laver, nødt til at ændre sig. Og mulighederne i samfundet for 80-årige er nødt til at ændre sig. Vi må justere på, hvilke typer af jobs der er, hvilke mennesker der kan bidrage, og hvordan de kan bidrage, så der bliver plads til alle. Det er alt sammen spørgsmål, der venter på at blive løst.”

O g vil levealderen fortsat stige og stige, så mennesker i fremtiden kan fejre deres 200-års fødselsdag? Det er noget, forskere har diskuteret i årtier. Selvom udviklingen i levetiden ikke har mistet fart de seneste 180 år, har Annette Baudisch sine tvivl.

”For mig at se virker det intuitivt, at ethvert design – hvad end det er en bil, en brødrister eller et menneske – har en slags garantitid, hvorefter man kan forvente, at tingene falder fra hinanden. Men hvis man passer på dem og reparerer dem undervejs, så vil de nok fungere betydeligt længere,” siger hun.

”Omvendt sker der konstant teknologiske og medicinske fremskridt, så vi ved ikke, hvilke sygdomme vi snart bliver i stand til at kurere. I hvert fald er det bemærkelsesværdigt, at vi gennem mere end 180 år har set en tendens til, at vi kun bliver ældre og ældre. Og vi kan ikke sige med sikkerhed, at der er en grænse.”

Derfor kan det ikke udelukkes, at en 80-årig i fremtiden kommer til at være på arbejdsmarkedet.

De tre bedste råd, når man er fyldt 65 år:

De tre værste råd, når man er fyldt 65 år:

Annette Baudisch